Fri mig for flere flåter!

Alle, der har haft mere end én kat, ved, at nogle katte får mange tæger/flåter, andre ingen. 
Ronja har f.eks. aldrig haft en tæge, Trille har haft een, Sophia har haft en hel del - og Gandalf har haft mange. Gandalf var nærmest en tæge-magnet: stort set hver gang han havde været ude, kom han ind med en eller flere nye tæger på sig! Heldigvis er han også den roligste af dem, så det er ikke noget problem at fjerne dem med en tægetang. I starten var jeg ikke så god til det - også lidt nervøs over det - men efterhånden fik jeg et godt tag på det. Og han tog det altid roligt. For mig virker det som om, at han godt ved, at den er der, og at han ikke bryder sig om det, for når jeg tager ham med ud på badeværelset for at fjerne den, så lægger han sig til rette, så stedet med tægen vender op mod mig og er let at komme til! Sådan lidt: "ja tak, fjern lige den tæge for mig!"

Jeg fandt ud af, at olivenolie blandet med nogle dråber Citridal (grapefrugtkerne-ekstrakt) fik tægerne til at slippe lettere, så nu drypper jeg altid Citridal på først. 

Citridal hjælper også på Sophia - som går agurk bare hun ser tægetangen! Det er helt umuligt at komme i nærheden af hende med den i hånden. Så jeg har fundet ud af, at hvis jeg bare drypper nogle dråber Citridal, blandet med olivenolie, på tægen, så bliver den ligesom bedøvet, og næste gang, Sophia kommer ind, er tægen som regel væk. Måske falder den af, eller den bliver så bedøvet, så hun selv kan kradse den væk uden problemer. 

Olivenolie med Citridal er også godt mod lopper, så det er en god idé altid at have en flaske stående. Citridal kan købes i helsekostforretninger og en lille flaske vil holde uendeligt længe. Det er meget stærkt og skal derfor fortyndes meget, inden man bruger det. Til gengæld er det så i fortyndet form ugiftigt både indvortes og udvortes - dvs. at der sker ingen skade, hvis katten får lidt i sig, og der er heller ingen begrænsning for, hvor ofte man kan bruge det. 

Opskrift på Citridal-olie
Tag en flaske med pipette 20 eller 30 ml. Fyld den næsten helt med olivenolie og tilsæt 5 dråber Citridal. Ryst grundigt - og sæt en etiket på, så du ved, hvad der er i ;-) 

Men det er selvfølgelig bedre at forebygge - man kan godt blive træt af at fjerne flåter, også selvom katten er noget så medgørlig. Så jeg har udviklet en blanding af Bachs Blomstermedicin, som effektivt forebygger flåter/tæger (og lopper i øvrigt også). Læs mere om Bachs Blomstermedicin som forebyggelse her.

Kattehistorier - 1

En lille misforståelse

Vores grå kat, Sophia, havde været en rigtig omstrejfer, og nu, hvor det var lykkedes at få hende til at slå sig ned i vores redskabsrum, skulle der ikke mangle noget. Jeg diskede op med det bedste, huset kunne præstere – leverpostej, lammekød, tun og kyllingelår.

- Det er så rart, at vi endelig kan få brug for de små, dumme rester fra middagsmaden, sagde jeg, mens jeg hældte op i madskålen.

- Men er det nu også korrekt afbalanceret? sagde min mand, Jens-Ole. - Forholdet mellem fedt og proteiner og alt det der. Jeg synes, hun er begyndt at blive tykkere.

- Selvfølgelig er hun blevet tykkere. Nu får hun endelig god mad. Så er det klart, at hun tager på.

- Hm, sagde Jens-Ole.

Jeg havde haft kat som barn, og selv om jeg ikke kunne huske ret meget om det, følte jeg, at jeg måtte tage føringen i kattespørgsmål.

Men efter nogle dage måtte jeg indrømme, at der måske var noget om det. Vores lille, grå kat kom ikke længere ivrigt hoppende imod os, snarere velvilligt luntende. Bestemt ikke så væver og elegant, som hun før havde været. Og man kunne da også tydeligt se, at hun var blevet tykkere omkring maven.

Men selv havde hun åbenbart ikke lagt mærke til det. En dag, da vi sad og spiste på terrassen, ville hun smutte mellem to brædder i læhegnet, som hun havde gjort så tit. Og så sad hun fast. Jeg skal aldrig glemme det forundrede udtryk, hun fik, da det gik op for hende, at hun hverken kunne komme frem eller tilbage.

Vi kunne desværre ikke lade være med at le, hvilket kun gjorde ydmygelsen større. Jens-Ole sendte mig et ”har-det-her-nu-ikke-stået-på-længe-nok”-blik. Så rejste han sig og gik hen og lempede hende fri.

- Okay, sagde jeg. – Hun skal på slankekur, og det lige pr. omgående!

Diætfoder med ”optimal vægtkontrol” – det var lige, hvad vi havde brug for. Det var dyrt, men nødvendigt, og da vi kom hjem fra dyrehandlen, hældte jeg straks de små, brune kugler op i madskålen og serverede dem for Sophia.

Hun snusede en enkelt gang til det videnskabelige tørfoder. Så sendte hun mig et blik, der kun kunne tolkes som strengt og irettesættende, og satte sig med ryggen til madskålen og gav sig til at slikke en forpote omhyggeligt.

- Hun skal nok spise, når hun bliver ordentligt sulten, sagde Jens-Ole.

Vi lod timerne gå, men det fedtfattige foder blev stående urørt.

Sophia er en værdig kat, der ikke nedlader sig til at tigge. Vi indtog middagen på terrassen, og hun nøjedes med at spankulere frem og tilbage foran os, mens vi spiste, og da vi et øjeblik var optaget af at rette på parasollen, tog hun et raskt initiativ og sprang op på bordet. Jeg nåede at gribe hende sekundet før, hun satte tænderne i min hakkebøf.

- Du har dejligt tørfoder, sagde jeg og løftede hende ned.

Vi satte os igen, mens Sophia genoptog sin vandring frem og tilbage foran os.

- Jeg kan altså ikke spise mere, sagde jeg.

- Det er afpresning, sagde Jens-Ole. – Vi må stå fast.

Tynget af dårlig samvittighed og deprimeret ved tanken om vores stakkels, sultne kat gik jeg næste dag ud til staudebedet for at afreagere med et lugejern. Ella, vores nabo, var i gang på den anden side af hækken.

- Nå, sagde hun, - er det lige op over?

Jeg kiggede forvirret på hende. – Lige op over? Hvad mener du?

- Ja, med killingerne. I giver hende vel ekstra meget at spise nu, så hun har mælk nok til dem.

- Killinger…?

Jeg må have set mærkelig ud, som jeg stod dér og glanede ud i luften. Så faldt brikkerne pludselig på plads, jeg smed mit lugejern og løb tilbage mod huset.

- Jens-Ole! råbte jeg stakåndet. – Jens-Ole!

Få minutter efter var vi i gang i køkkenet med at finde alt, hvad vi havde af spiseligt til en kat. Heldigvis havde jeg gemt rester fra flere dages middagsmad.

- Jeg aner da ikke, hvordan en gravid kat ser ud! sagde Jens-Ole mildt bebrejdende. - Havde du ikke kat, da du var barn?

- Jeg tror, den må have været steriliseret.

Så fór vi ud til Sophia med tallerkener og skåle, fyldt med det bedste, huset kunne præstere. Leverpostej, lammekød, tun, kyllingelår. Sophia smøg sig om vores ben, før hun kastede sig over lækkerierne, som for at forsikre os om, at den lille misforståelse allerede var glemt.

Og to uger efter skete miraklet – Sophia blev slank igen, da hun nedkom med tre små, velskabte killinger. Det fik kun strømmen af lækkerier til at øges, for den nybagte mor skulle i hvert fald ikke mangle noget!

Kattehistorier - 2

Killinge-terapi

Ronja var helt anderledes end de to andre killinger i kuldet, hun brød sig ikke om at blive taget op, og jeg var sikker på, at hun aldrig ville knytte sig til nogen mennesker.

Der er forskel på killinger. Det fandt vi hurtigt ud af, da vores tilløbne kat havde født tre af slagsen. Nu boede de alle sammen i vores redskabsrum blandt havemaskiner, reoler og paller, og i udforskningen af denne nye forunderlige verden var det altid Ronja, der gik forrest. Den lille sorte killing var fuld af eventyrlyst, en rigtig lille røver. Det var hende, der nåede først op til hylden over sovekassen, og hende, der indviede græsopsamleren som sovested. De to andre, Gandalf og Trille, fulgte troligt i hælene på hende. Ronja var fuld af gåpåmod, men til gengæld var hun ikke nem at få kontakt med.

Gandalf og Trille havde snart vænnet sig til at blive taget op, men Ronja blev ved med at sprælle som en hel flok levende ål, hvis man prøvede at sidde med hende. Ronja fulgte os heller ikke med øjnene, når vi kom ind, men trak sig bare lidt forskræmt tilbage og løb så uden om os for at komme videre på sine aldrig hvilende erobringstogter.

Jo, der var forskel på killinger, og Ronja var nok bare ikke en kat, som ville komme til at knytte sig til mennesker, sådan som de to andre.

* * *

En dag kom min veninde Gitte på besøg med sin generte datter, Luna, på syv år. Da jeg spurgte, om hun ville se killingerne, nikkede hun bare og kiggede ned i jorden. Jeg vidste godt, at Gitte var lidt bekymret for hende, fordi hun var så indadvendt og havde svært ved at få venner i skolen. Men mon ikke sådan en flok killinger kunne tø hende lidt op?

Vi gik i samlet flok ned til redskabsrummet, hvor Gandalf og Trille fulgte os med store øjne, da vi kom ind. Ronja var ingen steder at se.

– Gandalf er den mest kælne, sagde jeg og rakte killingen til Luna. Jeg kunne se, at hun vidste, hvordan man skulle holde en killing, og spurgte Gitte, om vi skulle se på urtehaven imens. Det var hun med på.

På vej ud opdagede jeg Ronja. Hun lå og sov under havefræseren.

– Ronja ligger dérhenne, sagde jeg til pigen. – Men bare lad hende sove. Hun bryder sig alligevel ikke om at blive taget op.

– Nu skal du ikke give os en killing med hjem, sagde Gitte beslutsomt, da vi kom ud. – Jeg har ikke tid til at tage mig af sådan én.

– Bare rolig, vi vil slet ikke af med dem, lo jeg. – Vi er plaget af mus om efteråret, og vi kan sagtens bruge nogle dygtige musejægere.

Vi fik os en snak om haven, og en times tid senere begav vi os ned til redskabsrummet for at få Luna med op til frokosten. Da vi åbnede døren, blev jeg mødt af et uventet syn. Pigen sad stille på gulvet med en killing i favnen, og da jeg opdagede, at det var Ronja, turde jeg dårligt trække vejret.

Jeg listede stille ind. Ronja lå på ryggen som et lille barn i Lunas arme, med lukkede øjne, mens hun lod sig nusse bag øret. På et tidspunkt åbnede hun øjnene og så op på Luna med et roligt, lidt forundret blik.

Jeg var himmelfalden.

– Der er ingen, der har kunnet sidde sådan med Ronja før, hviskede jeg til Luna.

Luna blev ved med at se på Ronja og smilede bare. Men da vi omsider sad omkring bordet på terrassen, var hun pludselig fuld af ord. Hendes øjne strålede, mens hun fortalte løs om Ronja, og hvordan de havde leget sammen.

– Må jeg godt gå ned til hende igen? Og tak for mad, sluttede hendes beretning.

– Den form for killinge-terapi kan du da tage patent på, lo Gitte, da Luna var gået. – Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst har sagt så mange sætninger på en gang.

– Tja, sagde jeg. – Den terapi går vist begge veje.

Jeg så ud over græsset, mens jeg tænkte, at der også er forskel på mennesker. Luna havde fået noget frem i Ronja, som vi andre ikke havde været i stand til.

Gitte så lidt undskyldende på mig.

– Tror du...

Hun tøvede. Jeg måtte hjælpe hende det sidste stykke vej.

– Selvfølgelig må I få hende, sagde jeg og smilede ved tanken om, hvordan vi to voksne havde haft hver vores beslutsomme dagsorden, som nu var blevet fejet af bordet af en syv-årig pige og en killing.

Det var lidt vemodigt at skulle sige farvel til Ronja, men følelsen forsvandt ved tanken om, hvordan den lille killing havde set op på Luna, som om den for første gang havde opdaget, at der fandtes mennesker i verden. Jeg var ikke i tvivl om, at Ronja havde fundet sit rette hjem.