Fra vildkat til huskat

Vi ved ikke ret meget om hendes baggrund – vi ved ikke, under hvilke omstændigheder, hun blev født og levede de første måneder. Vi overtog hende fra genboen, hvor hun havde holdt til et lille års tid. Det meste af tiden havde han ikke selv været der, men bare sat lidt tørfoder til hende indimellem. Netop det år var vinteren rigtig hård med masser af sne og ned til minus 20 grader, og hvordan Sophia klarede sig igennem den vinter på lidt tørfoder og hvad hun ellers kunne finde, det fatter vi faktisk ikke. Hun er i hvert fald hårdfør, når det skal være. 

Vi tror, hun må have haft en positiv kontakt med mennesker i starten af sit liv, men hun har ikke haft rigtig kontakt med mennesker i den tid, hun var hos genboen. 

Alligevel var hun meget kælen, da hun kom over til os. Allerede den første dag, da vi havde adopteret hende, smed hun sig ned på ryggen og lod os kæle hende på maven, og hun spandt og spandt.

I starten var det jo sådan, at hun skulle være udekat, men hun kom altid susende, så snart vi kom ud af døren og ville kæles, og hun lå tit ude på verandaen på gulvet og ventede på, at vi skulle komme ud. Vi syntes, det var synd, hun skulle ligge på gulvet, så vi lagde en hynde til hende, dér hvor hun plejede at ligge. Men en hynde kunne hun slet ikke forholde sig til – så hun lagde sig ved siden af den i stedet!

Og så kom killingerne. Hun har kun været omkring et år gammel, da hun fik dem, men hun var en god mor. Hun satte ligesom sig selv helt til side og var kun 100% MOR. I starten havde vi killingerne nede i redskabsrummet, og vi ville gerne lære dem at bruge en bakke, så de kunne være inde i huset, hvis det skulle være. Og selvom vi havde stor tvivl om det – hvordan skulle vi som mennesker kunne lære dem at bruge bakken, når deres mor ikke kunne? – så gik det faktisk fint. Killingerne fandt hurtigt ud af at bruge bakken – og så lærte Sophia det også! Det havde for hende den fordel, at hun ikke skulle ud af redskabsrummet for at besørge – det betød at hun ikke skulle forlade killingerne, og at hun kunne være i tørvejr, når det regnede. Man skulle næsten tro, at det at bruge en bakke er det mest naturlige for en kat – selv når de aldrig har set en før! Så al vores tvivl blev gjort til skamme – det var slet ikke noget problem!

Da vi så flyttede Sophia og killingerne ind i huset, kom der nye udfordringer for Sophia. Hun havde ikke boet inde, mens hun var ovre hos genboen, og her havde vi indtil da også forsøgt at holde hende ude, selvom hun selvfølgelig prøvede indimellem at smutte med ind. Men så susede hun bare lidt rundt og så ud igen, hun gik aldrig ovenpå eller lagde sig noget sted indenfor.

Så Sophia havde som sagt aldrig været ovenpå, hun har muligvis aldrig set en trappe før – men da en af killingerne begyndte at møve sig op af trappen ... så strøg Sophia i forvejen. Hun skulle tjekke, at der ikke var noget farligt deroppe – men i stedet fandt hun et stort rum med bløde sofaer og lænestole, og efterhånden begyndte hun at sætte pris på dem!

Sophia har lært at sætte pris på en god lænestol!

I dag er hun meget inde om vinteren, ikke så meget inde om sommeren. Hun ligger ofte og sover i en lænestol eller bliver kælet for i sofaen – og hun er helt tryg ved alle lyde i huset som støvsugning og hvad der ellers er.

Hvordan har hun kunnet rumme eller lære at håndtere alle de forskellige situationer i sit liv? Fra forsømt udekat uden meget menneskekontakt til en kat, der nyder kontakt med mennesker, tager madskålen og en lur på sofaen som en selvfølge – og som kommer, når man kalder hendes navn?

Det er en kilde til evig forundring!