Historien om Sara
Jeg havde ikke haft kat før, men egentlig altid ønsket det,
så da jeg gennem nogle bekendte hørte om een, der havde kattekillinger, som var
parate til at komme ud i verden, så slog jeg til. Da jeg kom derhen, var der
kun 1 killing tilbage, en hunkilling de havde kaldt Sara. Hun var sød og
virkede fra starten meget rolig og kælen, og jeg syntes godt om hende med det
samme. Ejeren fortalte, at morkatten efterhånden havde haft mange kuld
killinger, men det her blev nok det sidste, for hun havde ikke taget sig særlig
meget af dem. Det var lidt som om, hun var træt af at have killinger. Det
troede jeg ikke betød noget særligt, og ejeren forsikrede mig om, at Sara var
sund, velopdragen og kunne bruge bakken, og det var jo det vigtigste.
Men der gik ikke lang tid, før Sara begyndte at give mig
problemer. Flere gange, når jeg kom hjem fra arbejde, havde hun tisset eller
skidt et eller andet sted i huset – i gangen, på sofaen, på min dyne.
Hun virkede ellers glad, hun var meget kælen og spiste godt,
men jeg blev selvfølgelig frustreret.
Det kulminerede en søndag formiddag, hvor vi lå i sengen,
jeg læste avis og hun havde ligget og hygget sig, og pludselig rejste hun sig
op og tissede på dynen, mens hun så på mig.
Det føltes så underligt og provokerende, og jeg vidste ikke,
hvad jeg skulle gøre, men jeg besluttede, at jeg blev nødt til at levere hende
tilbage, selvom jeg var kommet til at holde meget af hende.
Så kom jeg i tanke om, at Anette havde fortalt noget om
blomstermedicin til katte. Jeg ringede til hende og fortalte om Sara. Hun
spurgte mig om en hel masse ting og sagde så, at hun ville lave en flaske til
hende. Jeg fik en lille flaske på 30 ml med blomstervand og skulle give Sara 4
dråber 4 gange daglig. Det var ikke noget problem, hun var vild med at få
dråberne ind i munden og labbede dem i sig. I løbet af den måned, dråberne
varede, tissede hun kun een gang udenfor bakken, og det var endda lige i
starten.
Så kom Anette forbi en dag, vi fik en kop kaffe og hun
hilste på Sara, og jeg fortalte hvordan det var gået. Anette spurgte, om Sara
nogen gange lagde sig for sig selv, og jeg kom pludselig til at tænke på, at
det var hun faktisk begyndt at gøre, det havde hun aldrig gjort før. Så sagde
Anette, at hendes pels var noget pjusket, det var, som om hendes mor ikke
rigtig havde fået lært hende at holde pelsen. Anette opfordrede mig til at købe
en kam og begynde at rede Sara, men sagde også, at hun ville give Sara noget
for det i den næste gang dråber.
Et par dage efter fik jeg så en ny 30 ml flaske og begyndte
at give Sara dem. I slutningen af den periode var faktisk alle problemer løst.
Sara havde ikke skidt eller tisset udenfor bakken andet end
een gang lige i starten. Hun begyndte at vaske sig grundigt og holder sin pels
helt fint nu – selvom jeg stadig reder hende en gang i mellem, mest fordi vi
begge to synes, det er hyggeligt. Sara er generelt blevet mere selvstændig – i starten
var hun hele tiden sammen med mig, uanset hvor jeg var, eller hvad jeg lavede.
Hun er stadig meget social og kælen, men indimellem vil hun også bare være for
sig selv, ligge og sove eller hvile et eller andet sted, og på en måde føles
det faktisk sundere på den måde.
I alt fik jeg dråber 2 gange, hver på 30 ml, og jeg er
utrolig glad for den hjælp, de gav. Jeg havde nok ikke kunnet beholde Sara,
hvis ikke det havde været for dem.
Så jeg kan varmt anbefale, at man prøver blomstermedicinen,
det kan helt sikkert et eller andet!
Astrid Andersen
