Ferielivets fristelser

 Vores årlige ferie nærmede sig med hastige skridt. Vi plejede at rejse en uge til Grækenland hver sommer, og i år var ingen undtagelse, ferien havde været bestilt i lang tid, og jeg glædede mig som sædvanlig. Og så alligevel ikke helt så meget som ellers. For siden sidste år havde vi jo fået en kat, Trille, og jeg var noget bekymret ved at skulle være væk fra hende for første gang. – Det er ikke noget problem, sagde Jens-Ole, min mand, hver gang jeg luftede mine bekymringer. – Det er sommer og godt vejr, hun er alligevel ude og lege det meste af tiden, hun vil såmænd dårlig nok lægge mærke til, at vi er væk!

Og de praktiske ting var da også aftalt for længst, nabokonen Ella ville komme og give hende mad to gange om dagen og også kæle for hende og underholde hende. Men ville hun ikke komme til at savne os?

Det hele blev ikke nemmere, da jeg begyndte at pakke. Jeg pakker altid i god tid før rejsen, men lige så snart kufferten kom frem, så susede Trille hen og lagde sig i den. Og da jeg siden åbnede den for at lægge noget nyvasket, nystrøget tøj i den, vupti så lå Trille ovenpå tøjet.

- Du krøller det fine tøj, Trille, sagde jeg og ville tage hende op. Så gned hun hovedet mod min hånd og gnavede blidt i den som hun plejede. Normalt tog jeg det bare som et tegn på, at hun holdt af mig, nu begyndte jeg snarere at se det som en bøn om, at vi ikke måtte rejse uden hende.

Afrejsedagen oprandt, kufferten var blevet lukket – uden Trille – og der var indkøbt rigeligt mad til hende. I sidste øjeblik havde vi købt 10 ekstra dåser, fordi jeg pludselig blev bange for, at der ikke var mad nok. Ella havde lovet flere gange at se til Trille flere gange om dagen, og så drog vi afsted.

Ferien var som altid pragtfuld, og vi følte os genopladede, da vi kom hjem igen. Selvfølgelig havde vi savnet Trille og talt om hende hver dag, og det, vi glædede os allermest til ved hjemkomsten, var at se hende igen.

Vi fløj ud af bilen og op på verandaen, der var ingen Trille og værre endnu: stort set alle de dåser, vi havde købt til ugen, stod der også - uåbnede. Så skyndte vi os over til Ella, mens vi kaldte på Trille af vores lungers fulde kraft.

Ella måtte indrømme, at hun faktisk stort set ikke havde set Trille mens vi havde været væk. – Hun har nok savnet jer, sagde hun. – Hun har næsten heller ikke rørt maden, så jeg satte kun lidt frem ad gangen. 

Vi fik den dårligste samvittighed, men vi måtte jo takke Ella for hendes ulejlighed, og så gik vi hjem igen. Vi kaldte igen på hende og lod alle døre stå åbne, mens vi pakkede ud, men hun dukkede ikke op.

Vi havde for længe siden aftalt, at vi ville have nem aftensmad den dag vi kom hjem, så vi gik hen på den kro, der var åbnet i vores landsby om foråret. De havde en dejlig gårdhave, hvor vi allerede havde siddet og nydt vores mad flere gange i løbet af sommeren, og nu sad vi der så igen, denne gang dog med tunge hjerter. – Hun skal nok komme hjem igen, sagde Jens-Ole, men det lød noget halvhjertet.

- Tænk, hvis hun har troet at vi havde forladt hende for evigt og er flyttet over til nogle andre, sagde jeg og kiggede trist ud i luften.

Og pludselig fangede noget mit øje. Døren til kroens køkken gik op, en kok stillede en tallerken udenfor døren, og jeg så et glimt af en sort hale. Jeg rejste mig lidt op for at se bedre, og så udbrød jeg: - Der er hun! Trille!

- Hvor? sagde Jens-Ole, samtidig med at Trille drejede hovedet. – Åh, Trille, råbte jeg og løb hen til hende. Hun gned sit lille hoved mod min hånd, og jeg tog hende op i favnen.

- Er det jeres kat? spurgte kokken.

- Ja, sagde jeg.

- Nå, vi troede ellers hun var vores lille maskot. Ja, det har vi kaldt hende. Det har været så hyggeligt det sidste stykke tid, hun har bare været her hver dag og ja.... vi har jo masser af rester, så dem kunne hun jo lige så godt få!

Imens var Jens-Ole kommet til. – Tak, sagde han. – Det er pænt af jer at I har taget jer af hende, men det er altså vores kat.

Trille fik sin mad med over til vores bord, og hun gik pænt med os hjem. Det første hun gjorde, da hun kom ind, var at putte sig i kufferten. Denne gang gjorde det mig ikke noget – heller ikke at kufferten var hendes foretrukne sovested i lang tid derefter. Og hvis hun resten af sommeren indimellem ikke havde den store appetit, sagde vi bare til hinanden: - Nå, hun har nok været på kro igen!

Kattehistorier - 1

En lille misforståelse

Vores grå kat, Sophia, havde været en rigtig omstrejfer, og nu, hvor det var lykkedes at få hende til at slå sig ned i vores redskabsrum, skulle der ikke mangle noget. Jeg diskede op med det bedste, huset kunne præstere – leverpostej, lammekød, tun og kyllingelår.

- Det er så rart, at vi endelig kan få brug for de små, dumme rester fra middagsmaden, sagde jeg, mens jeg hældte op i madskålen.

- Men er det nu også korrekt afbalanceret? sagde min mand, Jens-Ole. - Forholdet mellem fedt og proteiner og alt det der. Jeg synes, hun er begyndt at blive tykkere.

- Selvfølgelig er hun blevet tykkere. Nu får hun endelig god mad. Så er det klart, at hun tager på.

- Hm, sagde Jens-Ole.

Jeg havde haft kat som barn, og selv om jeg ikke kunne huske ret meget om det, følte jeg, at jeg måtte tage føringen i kattespørgsmål.

Men efter nogle dage måtte jeg indrømme, at der måske var noget om det. Vores lille, grå kat kom ikke længere ivrigt hoppende imod os, snarere velvilligt luntende. Bestemt ikke så væver og elegant, som hun før havde været. Og man kunne da også tydeligt se, at hun var blevet tykkere omkring maven.

Men selv havde hun åbenbart ikke lagt mærke til det. En dag, da vi sad og spiste på terrassen, ville hun smutte mellem to brædder i læhegnet, som hun havde gjort så tit. Og så sad hun fast. Jeg skal aldrig glemme det forundrede udtryk, hun fik, da det gik op for hende, at hun hverken kunne komme frem eller tilbage.

Vi kunne desværre ikke lade være med at le, hvilket kun gjorde ydmygelsen større. Jens-Ole sendte mig et ”har-det-her-nu-ikke-stået-på-længe-nok”-blik. Så rejste han sig og gik hen og lempede hende fri.

- Okay, sagde jeg. – Hun skal på slankekur, og det lige pr. omgående!

Diætfoder med ”optimal vægtkontrol” – det var lige, hvad vi havde brug for. Det var dyrt, men nødvendigt, og da vi kom hjem fra dyrehandlen, hældte jeg straks de små, brune kugler op i madskålen og serverede dem for Sophia.

Hun snusede en enkelt gang til det videnskabelige tørfoder. Så sendte hun mig et blik, der kun kunne tolkes som strengt og irettesættende, og satte sig med ryggen til madskålen og gav sig til at slikke en forpote omhyggeligt.

- Hun skal nok spise, når hun bliver ordentligt sulten, sagde Jens-Ole.

Vi lod timerne gå, men det fedtfattige foder blev stående urørt.

Sophia er en værdig kat, der ikke nedlader sig til at tigge. Vi indtog middagen på terrassen, og hun nøjedes med at spankulere frem og tilbage foran os, mens vi spiste, og da vi et øjeblik var optaget af at rette på parasollen, tog hun et raskt initiativ og sprang op på bordet. Jeg nåede at gribe hende sekundet før, hun satte tænderne i min hakkebøf.

- Du har dejligt tørfoder, sagde jeg og løftede hende ned.

Vi satte os igen, mens Sophia genoptog sin vandring frem og tilbage foran os.

- Jeg kan altså ikke spise mere, sagde jeg.

- Det er afpresning, sagde Jens-Ole. – Vi må stå fast.

Tynget af dårlig samvittighed og deprimeret ved tanken om vores stakkels, sultne kat gik jeg næste dag ud til staudebedet for at afreagere med et lugejern. Ella, vores nabo, var i gang på den anden side af hækken.

- Nå, sagde hun, - er det lige op over?

Jeg kiggede forvirret på hende. – Lige op over? Hvad mener du?

- Ja, med killingerne. I giver hende vel ekstra meget at spise nu, så hun har mælk nok til dem.

- Killinger…?

Jeg må have set mærkelig ud, som jeg stod dér og glanede ud i luften. Så faldt brikkerne pludselig på plads, jeg smed mit lugejern og løb tilbage mod huset.

- Jens-Ole! råbte jeg stakåndet. – Jens-Ole!

Få minutter efter var vi i gang i køkkenet med at finde alt, hvad vi havde af spiseligt til en kat. Heldigvis havde jeg gemt rester fra flere dages middagsmad.

- Jeg aner da ikke, hvordan en gravid kat ser ud! sagde Jens-Ole mildt bebrejdende. - Havde du ikke kat, da du var barn?

- Jeg tror, den må have været steriliseret.

Så fór vi ud til Sophia med tallerkener og skåle, fyldt med det bedste, huset kunne præstere. Leverpostej, lammekød, tun, kyllingelår. Sophia smøg sig om vores ben, før hun kastede sig over lækkerierne, som for at forsikre os om, at den lille misforståelse allerede var glemt.

Og to uger efter skete miraklet – Sophia blev slank igen, da hun nedkom med tre små, velskabte killinger. Det fik kun strømmen af lækkerier til at øges, for den nybagte mor skulle i hvert fald ikke mangle noget!

Kattehistorier - 2

Killinge-terapi

Ronja var helt anderledes end de to andre killinger i kuldet, hun brød sig ikke om at blive taget op, og jeg var sikker på, at hun aldrig ville knytte sig til nogen mennesker.

Der er forskel på killinger. Det fandt vi hurtigt ud af, da vores tilløbne kat havde født tre af slagsen. Nu boede de alle sammen i vores redskabsrum blandt havemaskiner, reoler og paller, og i udforskningen af denne nye forunderlige verden var det altid Ronja, der gik forrest. Den lille sorte killing var fuld af eventyrlyst, en rigtig lille røver. Det var hende, der nåede først op til hylden over sovekassen, og hende, der indviede græsopsamleren som sovested. De to andre, Gandalf og Trille, fulgte troligt i hælene på hende. Ronja var fuld af gåpåmod, men til gengæld var hun ikke nem at få kontakt med.

Gandalf og Trille havde snart vænnet sig til at blive taget op, men Ronja blev ved med at sprælle som en hel flok levende ål, hvis man prøvede at sidde med hende. Ronja fulgte os heller ikke med øjnene, når vi kom ind, men trak sig bare lidt forskræmt tilbage og løb så uden om os for at komme videre på sine aldrig hvilende erobringstogter.

Jo, der var forskel på killinger, og Ronja var nok bare ikke en kat, som ville komme til at knytte sig til mennesker, sådan som de to andre.

* * *

En dag kom min veninde Gitte på besøg med sin generte datter, Luna, på syv år. Da jeg spurgte, om hun ville se killingerne, nikkede hun bare og kiggede ned i jorden. Jeg vidste godt, at Gitte var lidt bekymret for hende, fordi hun var så indadvendt og havde svært ved at få venner i skolen. Men mon ikke sådan en flok killinger kunne tø hende lidt op?

Vi gik i samlet flok ned til redskabsrummet, hvor Gandalf og Trille fulgte os med store øjne, da vi kom ind. Ronja var ingen steder at se.

– Gandalf er den mest kælne, sagde jeg og rakte killingen til Luna. Jeg kunne se, at hun vidste, hvordan man skulle holde en killing, og spurgte Gitte, om vi skulle se på urtehaven imens. Det var hun med på.

På vej ud opdagede jeg Ronja. Hun lå og sov under havefræseren.

– Ronja ligger dérhenne, sagde jeg til pigen. – Men bare lad hende sove. Hun bryder sig alligevel ikke om at blive taget op.

– Nu skal du ikke give os en killing med hjem, sagde Gitte beslutsomt, da vi kom ud. – Jeg har ikke tid til at tage mig af sådan én.

– Bare rolig, vi vil slet ikke af med dem, lo jeg. – Vi er plaget af mus om efteråret, og vi kan sagtens bruge nogle dygtige musejægere.

Vi fik os en snak om haven, og en times tid senere begav vi os ned til redskabsrummet for at få Luna med op til frokosten. Da vi åbnede døren, blev jeg mødt af et uventet syn. Pigen sad stille på gulvet med en killing i favnen, og da jeg opdagede, at det var Ronja, turde jeg dårligt trække vejret.

Jeg listede stille ind. Ronja lå på ryggen som et lille barn i Lunas arme, med lukkede øjne, mens hun lod sig nusse bag øret. På et tidspunkt åbnede hun øjnene og så op på Luna med et roligt, lidt forundret blik.

Jeg var himmelfalden.

– Der er ingen, der har kunnet sidde sådan med Ronja før, hviskede jeg til Luna.

Luna blev ved med at se på Ronja og smilede bare. Men da vi omsider sad omkring bordet på terrassen, var hun pludselig fuld af ord. Hendes øjne strålede, mens hun fortalte løs om Ronja, og hvordan de havde leget sammen.

– Må jeg godt gå ned til hende igen? Og tak for mad, sluttede hendes beretning.

– Den form for killinge-terapi kan du da tage patent på, lo Gitte, da Luna var gået. – Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst har sagt så mange sætninger på en gang.

– Tja, sagde jeg. – Den terapi går vist begge veje.

Jeg så ud over græsset, mens jeg tænkte, at der også er forskel på mennesker. Luna havde fået noget frem i Ronja, som vi andre ikke havde været i stand til.

Gitte så lidt undskyldende på mig.

– Tror du...

Hun tøvede. Jeg måtte hjælpe hende det sidste stykke vej.

– Selvfølgelig må I få hende, sagde jeg og smilede ved tanken om, hvordan vi to voksne havde haft hver vores beslutsomme dagsorden, som nu var blevet fejet af bordet af en syv-årig pige og en killing.

Det var lidt vemodigt at skulle sige farvel til Ronja, men følelsen forsvandt ved tanken om, hvordan den lille killing havde set op på Luna, som om den for første gang havde opdaget, at der fandtes mennesker i verden. Jeg var ikke i tvivl om, at Ronja havde fundet sit rette hjem.

Kattehistorier - 3

Modeldrømme

Gandalf var en bedårende killing. Han havde en blød, dunet pels i ren hvid og sart grå med mørke tegninger, der fremhævede de store babyblå øjne, og han havde en evne til at se på én med et intenst og dybt blik. Han lignede præcis sådan en killing, som man satte på forsiden af poserne med kattemad. Gandalf selv var imidlertid helt upåvirket af sine fysiske fortrin, han elskede at overfalde sine søstre, grave i urtehaven og klatre i træer.

Men da jeg en dag faldt over en brochure fra et kendt firma, der afholdt en fotokonkurrence for at finde "Danmarks sødeste killing", blev jeg alligevel fyr og flamme.

– Gandalf vil være en sikker vinder! sagde jeg til min mand, Jens-Ole.

Jens-Ole virkede knap så begejstret. – Jeg tror ikke, Gandalf har lyst til en karriere som fotomodel. Han er en rask dreng, der ikke bare vil sidde til pynt.

Gandalf var den eneste han i kuldet, og Jens-Ole bildte sig ind, at han forstod ham bedre, end jeg gjorde. Men det handlede nu nok mere om, at vi ville blive nødt til at købe et nyt kamera, det gamle havde været defekt længe. Men selvfølgelig skulle firmaet ikke gå glip af Gandalf, og næste dag gik jeg simpelthen ud og købte et kamera på tilbud. Der var kun en uge tilbage af konkurrencen, så der var ingen tid at spilde.

Men Jens-Ole havde jo ret i, at Gandalf var en rigtig dreng; han var blandt andet meget optaget af elektronik og maskiner. Han sad forundret og kiggede op på skærmen, når vi så fjernsyn. Han sad også tit foran opvaskemaskinen, mens den kørte, og lyttede til de mærkelige lyde, den producerede. Det prøvede jeg selvfølgelig at udnytte, for han så virkelig nuttet ud, når han sad sådan og var dybt betaget af apparaterne.

Desværre blev han også dybt betaget af kameraet. Så snart jeg satte mig i nærheden af ham, kom han ilende for at se, hvad det var for en dims, jeg havde i hænderne. Jeg fik en hel del billeder af Gandalfs snude og hans ene øje i ultranær, mens han ivrigt undersøgte kameralinsen.

Gandalf undersøger kamerasnoren

Så prøvede jeg at tage ham med udenfor, hvor kameraet måske ikke ville syne af så meget. Jeg placerede Gandalf dekorativt i et blomsterbed, hvor han omgående begyndte at jage rundt efter en edderkop, som havde lavet spind mellem stauderne. Jeg fik en række billeder af Gandalfs hale, idet han susede forbi linsen, og nogle stykker, hvor han havde edderkoppespind i hele hovedet.

– Jens-Ole, du må hjælpe mig, stønnede jeg udmattet, da jeg kom ind. – Du må få ham til at sidde stille, mens jeg tager billederne.

Jens-Ole smilede med et udtryk af hvad-sagde-jeg, men han indvilligede dog.

Næste dag satte vi alle sejl til. Bevæbnet til tænderne styrede vi gennem haven for at finde Gandalf, jeg med kameraet og Jens-Ole med en fjer i en pind; den skulle Gandalf sidde og kigge fascineret op på, mens jeg tog de bedårende billeder.

Vi fandt Gandalf nede i carporten, hvor han smuttede frem under bilen.

Jeg så straks, at der var noget forandret; på brystet og poterne var der lange sorte streger, som ikke plejede at være der. – Det er olie! udbrød jeg, da Jens-Ole tog ham op.

Jens-Ole smilede og nussede Gandalf bag øret. – Han har været inde under bilen og undersøgt mekanikken. Han pønser vel på at blive mekaniker!

Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde. Min yndige killing lignede en tot brugt tvist.

– Vi er nødt til at få det af, så han ikke slikker det i sig, sagde jeg opgivende. Så hentede vi Jens-Ole' gamle skægtrimmer og barberede hårene med olie af. Det blev en tæt barbering, der lavede store huller i den bløde dunede pels. Dér røg den konkurrence.

Gandalf selv tog det let. Han syntes, det var morsomt at blive barberet, og bagefter susede han ud og gravede i kartoffelbedet, ganske ligeglad med sin uheldige frisure. Til gengæld kunne vi et par måneder efter sidde og glæde os over alle de morsomme billeder, vi havde fået taget: Gandalfs snude i ultranær, Gandalf viklet ind i edderkoppespind plus de hundredevis af andre billeder, det var blevet til, takket være det nye digitalkamera. Og Gandalf, der havde fået fin pels igen, kiggede med, for han elskede at følge med i, hvad vi lavede på computeren.

Så lykkedes det!

Verdens mest bedårende hankat, men det stiger ham ikke til hovedet, for han vil ikke bare sidde til pynt.

Trilles fornemmelse for kunst

Hvad ved en kat om kunst? 
Ingenting troede jeg, men jeg fik uventet hjælp til at vinde bankens tegnekonkurrence!

Nede i den lokale bank havde de udskrevet en konkurrence, og jeg havde besluttet at være med. Man skulle tegne et motiv fra lokalområdet, og jeg havde altid holdt meget af at tegne. Men jeg var ude af øvelse, måtte jeg indse. I den sidste uge havde jeg flere gange siddet og stirret på tegnepapiret, men jeg havde ikke fået tegnet så meget som en enkelt streg.

Derfor havde jeg set frem til min ugentlige fridag, hvor jeg kunne få ro til projektet. Da jeg vågnede den morgen, kunne jeg mærke, at jeg var klar til at gå i gang. Jeg ville tegne vores kirke og de smukke, gamle bøgetræer omkring den. I dag skulle intet komme mig i vejen.

Vores kat, Trille, og jeg havde tit en hyggestund for os selv om morgenen, og sådan var det også i dag. Jeg sad i min lænestol med en kop kaffe, og Trille sprang op og slikkede mig på hånden. Hun gnavede også ganske blidt i min tommelfinger. Siden hun var helt lille, havde hun haft trang til at bide i ting, hun holdt af. En bold med en lille fjer var på det sidste blevet både tygget og slikket på i timevis, og når hun gnavede blidt i min finger, var jeg ikke i tvivl om, at det var for at sige, at hun elskede mig.

Men denne gang fik jeg et chok. Der var blod på hendes tænder. – Hvad i alverden? sagde jeg og løftede hende op. Det var ikke kun tænderne, også hendes tunge var mørkerød, og hun var rød omkring munden.

Trille brød sig ikke om at blive studeret på den måde, hun vred sig løs og løb tilbage til sin transportkasse. Kassen, foret med et håndklæde i bunden, havde været hendes yndlingssted, lige siden vi havde stillet den frem i entréen for at vænne hende til den. Nu så det ud, som om hendes første køretur skulle blive til dyrlægen.

Jeg løb ind og vækkede min mand, Jens-Ole. – Den er helt gal med Trille. Hun bløder ud af munden! Jens-Ole fik et dystert, målrettet udtryk i øjnene, da han så Trille. – Vi ringer til dyrlægen, sagde han.
– Jeg kan sætte Trille af hos ham på vej til arbejde. Så må han finde ud af, hvad der er galt!

Og så fulgte nogle hektiske minutter med at få gitteret sat på transportkassen og Trille båret ud i bilen. Hun kiggede undrende ud mellem tremmerne, men så faktisk ud til at tage det ganske roligt. Nogle gange arbejder man bedst under pres. Dyrlægen havde taget over, og der var ikke mere, jeg kunne gøre.

Jeg satte mig derfor foran papiret og tegnede et rids af kirken og træerne. Så lagde jeg ud med noget grønt, græsplænen foran kirken. Ikke videre originalt, men så var jeg da i gang. Mest af alt ønskede jeg at få de flotte efterårsfarver frem i bøgetræerne.

Jeg kiggede i bægeret med de dyre økologiske akvarelblyanter, jeg havde indkøbt for længe siden, for at finde den røde. Det var en særlig smuk og dyb rød... Min hånd svævede over blyanterne, så standsede den. Den røde farveblyant var der ikke! Et øjeblik sad jeg som stivnet. Så greb jeg min mobiltelefon og ringede Jens-Ole op. – Kom tilbage! sagde jeg. – Du har ikke afleveret hende endnu, vel?– Jeg holder foran klinikken. – Nej, nej, Trille fejler ingenting. – Fejler hun ingenting? – Nej, altså... det er helt tåbeligt. Men jeg ved, hvad der er i vejen.

Da Jens-Ole kom tilbage, skyndte jeg mig at åbne transportkassen. Trille susede ud og krøb ind under chatollet, som om hun fandt det klogest at holde sig i skjul, så længe hendes mennesker opførte sig så besynderligt. Jeg stak hånden ind i kassen og løftede håndklædet. Ganske rigtigt. Dérinde, bagerst, lå min mørkerøde farveblyant. Godt gennemgnavet. Det viste sig at give en ganske flot effekt, når jeg brugte den. Farven havde været opløst og var halvt om halvt stivnet igen. Det gav nogle små klumper, noget fnuller, der lignede små, fine efterårsblade.

Trille udforsker vandelementet

Jeg indhyllede træerne i det mørkerøde fnuller, og jeg brugte det til at dække jorden med efterårsløv. Jeg kaldte tegningen "Efterårskirke", og den vandt konkurrencen. Formanden for bankens kunstforening var imponeret over den helt særlige teknik, jeg havde brugt, og jeg måtte sige, at det ikke var mig, der havde fundet på den. Det var én, der hed Trille. – Tag hende med en dag, sagde han. Og det lovede jeg. Så Trilles næste køretur bliver nok en tur i banken.