Translate

Viser opslag med etiketten Bachs Blomstermedicin til katte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bachs Blomstermedicin til katte. Vis alle opslag

Hvad er Bachs blomstermedicin?

Dr. Edward Bach var en læge, som i 1930'erne udviklede et system af forskellige plante- og blomsterudtræk, 38 remedier i alt. Hans teori var, at følelser står bag fysiske ubalancer, og hans remedier blev udviklet for at afbalancere følelsesmæssige ubalancer. Hvis følelserne bliver afbalanceret, bliver kroppen også helbredt. Dr. Bach var overbevist om, at sundhed var vores naturlige tilstand, og blomstermedicinen skulle være med til at genoprette denne sundhed. 
Bach blomstermedicin har længe været udbredt blandt mennesker - især er hans Nødhjælpsremedie kendt, en blanding som bruges ved alle former for chok og traumer. Jeg har selv haft rigtig gode erfaringer med at bruge Bachs blomstermedicin til klienter, og derfor var det også nærliggende for mig at prøve, om de ikke kunne hjælpe kattene. 
Der er efterhånden en del, som bruger Bachs blomstermedicin til dyr, men det mest almindelige er at bruge dem mod adfærdsproblemer, hvorimod det ikke er så almindeligt at bruge dem mod problemer som lopper og tæger osv. 

Jeg har efterhånden erfaring med begge dele, og det er helt klart, at Bachs blomstermedicin virker rigtig godt for katte - både mod adfærdsproblemer og som forebyggelse. Det er nærmest, som om at katte er mere modtagelige, mere sensitive overfor den blide, afbalancerende påvirkning, som blomstermedicinen er. 

Siden vi begyndte at give vores katte forebyggende dråber, har kattene ikke haft orm eller lopper, og Sophia og Gandalf - som var den største "tæge-magnet" - har næsten ingen tæger haft. Gandalf gik fra flere nye tæger om dagen til, at det er flere måneder siden, at han har haft en. Samtidig er jeg glad for at vide, at blomstermedicinen er fuldstændig ufarlig for dem, og jeg kan blive ved med at give den til dem, uden at de udvikler allergi eller resistens.

Erfaringer med Bachs blomstermedicin

Jeg har hjulpet en bekendt, som havde problemer med sin kat, og hun har skrevet en beretning om forløbet - den kommer her:



Historien om Sara

Jeg havde ikke haft kat før, men egentlig altid ønsket det, så da jeg gennem nogle bekendte hørte om een, der havde kattekillinger, som var parate til at komme ud i verden, så slog jeg til. Da jeg kom derhen, var der kun 1 killing tilbage, en hunkilling de havde kaldt Sara. Hun var sød og virkede fra starten meget rolig og kælen, og jeg syntes godt om hende med det samme. Ejeren fortalte, at morkatten efterhånden havde haft mange kuld killinger, men det her blev nok det sidste, for hun havde ikke taget sig særlig meget af dem. Det var lidt som om, hun var træt af at have killinger. Det troede jeg ikke betød noget særligt, og ejeren forsikrede mig om, at Sara var sund, velopdragen og kunne bruge bakken, og det var jo det vigtigste.

Men der gik ikke lang tid, før Sara begyndte at give mig problemer. Flere gange, når jeg kom hjem fra arbejde, havde hun tisset eller skidt et eller andet sted i huset – i gangen, på sofaen, på min dyne.
Hun virkede ellers glad, hun var meget kælen og spiste godt, men jeg blev selvfølgelig frustreret.
Det kulminerede en søndag formiddag, hvor vi lå i sengen, jeg læste avis og hun havde ligget og hygget sig, og pludselig rejste hun sig op og tissede på dynen, mens hun så på mig.
Det føltes så underligt og provokerende, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men jeg besluttede, at jeg blev nødt til at levere hende tilbage, selvom jeg var kommet til at holde meget af hende.
Så kom jeg i tanke om, at Anette havde fortalt noget om blomstermedicin til katte. Jeg ringede til hende og fortalte om Sara. Hun spurgte mig om en hel masse ting og sagde så, at hun ville lave en flaske til hende. Jeg fik en lille flaske på 30 ml med blomstervand og skulle give Sara 4 dråber 4 gange daglig. Det var ikke noget problem, hun var vild med at få dråberne ind i munden og labbede dem i sig. I løbet af den måned, dråberne varede, tissede hun kun een gang udenfor bakken, og det var endda lige i starten.
Så kom Anette forbi en dag, vi fik en kop kaffe og hun hilste på Sara, og jeg fortalte hvordan det var gået. Anette spurgte, om Sara nogen gange lagde sig for sig selv, og jeg kom pludselig til at tænke på, at det var hun faktisk begyndt at gøre, det havde hun aldrig gjort før. Så sagde Anette, at hendes pels var noget pjusket, det var, som om hendes mor ikke rigtig havde fået lært hende at holde pelsen. Anette opfordrede mig til at købe en kam og begynde at rede Sara, men sagde også, at hun ville give Sara noget for det i den næste gang dråber.

Et par dage efter fik jeg så en ny 30 ml flaske og begyndte at give Sara dem. I slutningen af den periode var faktisk alle problemer løst.
Sara havde ikke skidt eller tisset udenfor bakken andet end een gang lige i starten. Hun begyndte at vaske sig grundigt og holder sin pels helt fint nu – selvom jeg stadig reder hende en gang i mellem, mest fordi vi begge to synes, det er hyggeligt. Sara er generelt blevet mere selvstændig – i starten var hun hele tiden sammen med mig, uanset hvor jeg var, eller hvad jeg lavede. Hun er stadig meget social og kælen, men indimellem vil hun også bare være for sig selv, ligge og sove eller hvile et eller andet sted, og på en måde føles det faktisk sundere på den måde.
I alt fik jeg dråber 2 gange, hver på 30 ml, og jeg er utrolig glad for den hjælp, de gav. Jeg havde nok ikke kunnet beholde Sara, hvis ikke det havde været for dem.  

Så jeg kan varmt anbefale, at man prøver blomstermedicinen, det kan helt sikkert et eller andet!

Astrid Andersen

Katte i chok

Nødhjælpsdråberne er fantastiske til en kat i chok

Indimellem sker det, af en eller anden grund, at en kat får et chok. Det er ikke altid til at vide, hvad årsagen er, men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er til gengæld symptomerne. Først og fremmest lægger man mærke til, at katten opfører sig unormalt. 
Vi har oplevet det et par gange med Gandalf, at han kom hjem og var i chok over et eller andet. Jeg kan nærmest se det med det samme - han har øjnene spærret vidt op, og hans blik er underligt stirrende. Desuden har han ingen appetit - højst usædvanligt for ham - og han lægger sig et uvant sted og bliver ved med bare at stirre ud i luften. Hvis han lukker øjnene bare lidt i, så flyver de op igen, hvis der er den mindste lyd - også selvom det er lyde, han udmærket godt kender, og som normalt ikke ville få ham til så meget som at vippe med ørerne. Han virker nervøs, som om han har nerverne udenpå pelsen, og han kan blive meget kontaktsøgende, vil gerne kæle eller være i nærheden af os.
Så hjælper nødhjælpsdråberne. Jeg har som regel en lille flaske stående med en fortynding til kattene, og to-tre sprøjt ind i munden på ham giver en omgående forandring. Han får appetitten igen og spiser lidt, og så lægger han sig til at sove. Nogle gange skal han have et par sprøjt mere, inden han er helt rolig, men så er det også overstået.

Også til katte, der bliver skræmt nytårsaften - eller når der kommer gæster - er nødhjælpsdråberne rigtig gode. Men det er vigtigt, at de ikke får dråberne rent, da de er lavet på ren alkohol. Det bedste er at lave en fortynding i kildevand, og så bruge den til at give katten - især hvis man sprøjter det direkte ind i munden eller på pelsen. 

Jeg kan kun anbefale, at alle katteejere har en flaske nødhjælpsdråber stående - man kan have fortyndingen i køleskabet, så holder den nærmest uendeligt!

Bachs Blomstermedicin - blandinger

Der findes 38 remedier, som blev skabt af Dr. Bach, og så Nødhjælpsdråberne, som er en standardblanding af fem remedier. 

Når man behandler, er det almindeligt at lave blandinger, hvor man blander fra 1 og op til 7 remedier i 30 ml kildevand, som så indtages dagligt. 

Hvis man skal give katte blomstermedicin, vil jeg altid anbefale, at man blander dem op med vand, da de originale remedier har et højt alkoholindhol.

Nødhjælpsdråber kan både indgå i blandinger eller bruges for sig selv. Nødhjælpsdråber er ideelle at give katte, hvis de er sårede eller på en eller anden måde er kommet til skade. Før de skal ud at køre i bil; før de skal til dyrlægen, ved flytninger eller andre begivenheder, der kan være chokerende. Til en kat i løbetid, man vil holde inde på grund af skader eller andet; før og efter en operation som kastration eller neutralisering f.eks. 

Hvordan giver man katte Bachs blomstermedicin?

De fleste katte kan faktisk godt lide blomstermedicinen. Trille og Gandalf elsker det, når jeg tager pipetteflasken frem, så åbner de munden lidt, så jeg kan dryppe dem ind i mundvigen, og så lapper de det i sig som fløde - og vil gerne have mere. 
Ronja og Sophia er ikke helt så meget for det - så hvis det er en akutdosering, f.eks. Nødhjælpsdråberne, så kan man dryppe det i pelsen i stedet. En del af det vil de slikke i sig, og en del vil de optage gennem huden. 
Hvis det er en almindelig behandling, hvor de skal have dråber nogle gange om dagen, så kan man dryppe dråberne på deres vådfoder eller i vandskålen - men hvis man har mange katte og vil være sikre på, at de har fået dråberne, er det bedst at give dem til dem enten i munden eller pelsen.

Det er normalt ikke mange dråber ad gangen, man giver - 4 dråber et par gange om dagen er nok, hvis det er en forebyggende behandling. 
4 dråber 4 gange om dagen, hvis man ønsker en meget hurtig ændring - hvis man f.eks. har en kat, der tisser eller besørger udenfor bakken.

Har man en kat, der er såret, og/skal holdes inde til den kan komme til dyrlægen, så giver man efter behov. Det vil typisk være Nødhjælpsdråberne (i fortyndet form), og det er helt ufarligt, så man giver så ofte, der er brug for det: Hver hele eller halve time f.eks. Man vil ofte kunne mærke på katten, når virkningen begynder at aftage - og så giver man bare en dosis mere!
Vi har fire katte, og med tiden har jeg fundet løsninger på mange af de problemer, som dukker op, når man har katte. Lopper, tæger, stress - vores katte render både ude og inde, og i starten var der flere af dem, der kom hjem med tæger hver eneste dag. I dag er det en sjældenhed, og lopper har vi også fået afskaffet - uden brug af dyre loppemidler. Klik på emnerne nederst i indlægget for at læse om mine erfaringer med et bestemt problem.