Kattehistorier - 1

En lille misforståelse

Vores grå kat, Sophia, havde været en rigtig omstrejfer, og nu, hvor det var lykkedes at få hende til at slå sig ned i vores redskabsrum, skulle der ikke mangle noget. Jeg diskede op med det bedste, huset kunne præstere – leverpostej, lammekød, tun og kyllingelår.

- Det er så rart, at vi endelig kan få brug for de små, dumme rester fra middagsmaden, sagde jeg, mens jeg hældte op i madskålen.

- Men er det nu også korrekt afbalanceret? sagde min mand, Jens-Ole. - Forholdet mellem fedt og proteiner og alt det der. Jeg synes, hun er begyndt at blive tykkere.

- Selvfølgelig er hun blevet tykkere. Nu får hun endelig god mad. Så er det klart, at hun tager på.

- Hm, sagde Jens-Ole.

Jeg havde haft kat som barn, og selv om jeg ikke kunne huske ret meget om det, følte jeg, at jeg måtte tage føringen i kattespørgsmål.

Men efter nogle dage måtte jeg indrømme, at der måske var noget om det. Vores lille, grå kat kom ikke længere ivrigt hoppende imod os, snarere velvilligt luntende. Bestemt ikke så væver og elegant, som hun før havde været. Og man kunne da også tydeligt se, at hun var blevet tykkere omkring maven.

Men selv havde hun åbenbart ikke lagt mærke til det. En dag, da vi sad og spiste på terrassen, ville hun smutte mellem to brædder i læhegnet, som hun havde gjort så tit. Og så sad hun fast. Jeg skal aldrig glemme det forundrede udtryk, hun fik, da det gik op for hende, at hun hverken kunne komme frem eller tilbage.

Vi kunne desværre ikke lade være med at le, hvilket kun gjorde ydmygelsen større. Jens-Ole sendte mig et ”har-det-her-nu-ikke-stået-på-længe-nok”-blik. Så rejste han sig og gik hen og lempede hende fri.

- Okay, sagde jeg. – Hun skal på slankekur, og det lige pr. omgående!

Diætfoder med ”optimal vægtkontrol” – det var lige, hvad vi havde brug for. Det var dyrt, men nødvendigt, og da vi kom hjem fra dyrehandlen, hældte jeg straks de små, brune kugler op i madskålen og serverede dem for Sophia.

Hun snusede en enkelt gang til det videnskabelige tørfoder. Så sendte hun mig et blik, der kun kunne tolkes som strengt og irettesættende, og satte sig med ryggen til madskålen og gav sig til at slikke en forpote omhyggeligt.

- Hun skal nok spise, når hun bliver ordentligt sulten, sagde Jens-Ole.

Vi lod timerne gå, men det fedtfattige foder blev stående urørt.

Sophia er en værdig kat, der ikke nedlader sig til at tigge. Vi indtog middagen på terrassen, og hun nøjedes med at spankulere frem og tilbage foran os, mens vi spiste, og da vi et øjeblik var optaget af at rette på parasollen, tog hun et raskt initiativ og sprang op på bordet. Jeg nåede at gribe hende sekundet før, hun satte tænderne i min hakkebøf.

- Du har dejligt tørfoder, sagde jeg og løftede hende ned.

Vi satte os igen, mens Sophia genoptog sin vandring frem og tilbage foran os.

- Jeg kan altså ikke spise mere, sagde jeg.

- Det er afpresning, sagde Jens-Ole. – Vi må stå fast.

Tynget af dårlig samvittighed og deprimeret ved tanken om vores stakkels, sultne kat gik jeg næste dag ud til staudebedet for at afreagere med et lugejern. Ella, vores nabo, var i gang på den anden side af hækken.

- Nå, sagde hun, - er det lige op over?

Jeg kiggede forvirret på hende. – Lige op over? Hvad mener du?

- Ja, med killingerne. I giver hende vel ekstra meget at spise nu, så hun har mælk nok til dem.

- Killinger…?

Jeg må have set mærkelig ud, som jeg stod dér og glanede ud i luften. Så faldt brikkerne pludselig på plads, jeg smed mit lugejern og løb tilbage mod huset.

- Jens-Ole! råbte jeg stakåndet. – Jens-Ole!

Få minutter efter var vi i gang i køkkenet med at finde alt, hvad vi havde af spiseligt til en kat. Heldigvis havde jeg gemt rester fra flere dages middagsmad.

- Jeg aner da ikke, hvordan en gravid kat ser ud! sagde Jens-Ole mildt bebrejdende. - Havde du ikke kat, da du var barn?

- Jeg tror, den må have været steriliseret.

Så fór vi ud til Sophia med tallerkener og skåle, fyldt med det bedste, huset kunne præstere. Leverpostej, lammekød, tun, kyllingelår. Sophia smøg sig om vores ben, før hun kastede sig over lækkerierne, som for at forsikre os om, at den lille misforståelse allerede var glemt.

Og to uger efter skete miraklet – Sophia blev slank igen, da hun nedkom med tre små, velskabte killinger. Det fik kun strømmen af lækkerier til at øges, for den nybagte mor skulle i hvert fald ikke mangle noget!