Kattehistorier - 2

Killinge-terapi

Ronja var helt anderledes end de to andre killinger i kuldet, hun brød sig ikke om at blive taget op, og jeg var sikker på, at hun aldrig ville knytte sig til nogen mennesker.

Der er forskel på killinger. Det fandt vi hurtigt ud af, da vores tilløbne kat havde født tre af slagsen. Nu boede de alle sammen i vores redskabsrum blandt havemaskiner, reoler og paller, og i udforskningen af denne nye forunderlige verden var det altid Ronja, der gik forrest. Den lille sorte killing var fuld af eventyrlyst, en rigtig lille røver. Det var hende, der nåede først op til hylden over sovekassen, og hende, der indviede græsopsamleren som sovested. De to andre, Gandalf og Trille, fulgte troligt i hælene på hende. Ronja var fuld af gåpåmod, men til gengæld var hun ikke nem at få kontakt med.

Gandalf og Trille havde snart vænnet sig til at blive taget op, men Ronja blev ved med at sprælle som en hel flok levende ål, hvis man prøvede at sidde med hende. Ronja fulgte os heller ikke med øjnene, når vi kom ind, men trak sig bare lidt forskræmt tilbage og løb så uden om os for at komme videre på sine aldrig hvilende erobringstogter.

Jo, der var forskel på killinger, og Ronja var nok bare ikke en kat, som ville komme til at knytte sig til mennesker, sådan som de to andre.

* * *

En dag kom min veninde Gitte på besøg med sin generte datter, Luna, på syv år. Da jeg spurgte, om hun ville se killingerne, nikkede hun bare og kiggede ned i jorden. Jeg vidste godt, at Gitte var lidt bekymret for hende, fordi hun var så indadvendt og havde svært ved at få venner i skolen. Men mon ikke sådan en flok killinger kunne tø hende lidt op?

Vi gik i samlet flok ned til redskabsrummet, hvor Gandalf og Trille fulgte os med store øjne, da vi kom ind. Ronja var ingen steder at se.

– Gandalf er den mest kælne, sagde jeg og rakte killingen til Luna. Jeg kunne se, at hun vidste, hvordan man skulle holde en killing, og spurgte Gitte, om vi skulle se på urtehaven imens. Det var hun med på.

På vej ud opdagede jeg Ronja. Hun lå og sov under havefræseren.

– Ronja ligger dérhenne, sagde jeg til pigen. – Men bare lad hende sove. Hun bryder sig alligevel ikke om at blive taget op.

– Nu skal du ikke give os en killing med hjem, sagde Gitte beslutsomt, da vi kom ud. – Jeg har ikke tid til at tage mig af sådan én.

– Bare rolig, vi vil slet ikke af med dem, lo jeg. – Vi er plaget af mus om efteråret, og vi kan sagtens bruge nogle dygtige musejægere.

Vi fik os en snak om haven, og en times tid senere begav vi os ned til redskabsrummet for at få Luna med op til frokosten. Da vi åbnede døren, blev jeg mødt af et uventet syn. Pigen sad stille på gulvet med en killing i favnen, og da jeg opdagede, at det var Ronja, turde jeg dårligt trække vejret.

Jeg listede stille ind. Ronja lå på ryggen som et lille barn i Lunas arme, med lukkede øjne, mens hun lod sig nusse bag øret. På et tidspunkt åbnede hun øjnene og så op på Luna med et roligt, lidt forundret blik.

Jeg var himmelfalden.

– Der er ingen, der har kunnet sidde sådan med Ronja før, hviskede jeg til Luna.

Luna blev ved med at se på Ronja og smilede bare. Men da vi omsider sad omkring bordet på terrassen, var hun pludselig fuld af ord. Hendes øjne strålede, mens hun fortalte løs om Ronja, og hvordan de havde leget sammen.

– Må jeg godt gå ned til hende igen? Og tak for mad, sluttede hendes beretning.

– Den form for killinge-terapi kan du da tage patent på, lo Gitte, da Luna var gået. – Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst har sagt så mange sætninger på en gang.

– Tja, sagde jeg. – Den terapi går vist begge veje.

Jeg så ud over græsset, mens jeg tænkte, at der også er forskel på mennesker. Luna havde fået noget frem i Ronja, som vi andre ikke havde været i stand til.

Gitte så lidt undskyldende på mig.

– Tror du...

Hun tøvede. Jeg måtte hjælpe hende det sidste stykke vej.

– Selvfølgelig må I få hende, sagde jeg og smilede ved tanken om, hvordan vi to voksne havde haft hver vores beslutsomme dagsorden, som nu var blevet fejet af bordet af en syv-årig pige og en killing.

Det var lidt vemodigt at skulle sige farvel til Ronja, men følelsen forsvandt ved tanken om, hvordan den lille killing havde set op på Luna, som om den for første gang havde opdaget, at der fandtes mennesker i verden. Jeg var ikke i tvivl om, at Ronja havde fundet sit rette hjem.