Killinger på carporten - endelig fandt vi dem!

Af Jens-Ole 
Efter tre uger fandt vi killingerne - de var lige ved siden af os. Sophia havde gemt dem oppe på taget af naboens carport, og træerne dækkede for udsynet. Først, da jeg fik en indskydelse og kravlede op i et træ, fik jeg for første gang øje på dem. "Der er de!" råbte jeg.

Vi er opdaget!

Og så blev himmel og jord sat i bevægelse. Naboen var ikke hjemme, så vi kunne ikke bare kravle hen over taget, for det var bølgepap og ville sikkert bryde sammen. Vi fik fat i en stige, og Anette stillede sig op på den, så hun kunne se hen over taget. Der lå killingerne og gemte sig inde under en tagrende på huset. Et ideelt sted, havde Sophia valgt til dem, for her kunne de være i tørvejr, når det regnede. Men ikke særlig ideelt i længden, for snart ville de blive så store, at de kunne kravle rundt over det hele - og falde ned. Og så ville det være slut med den killing, når den ramte fliserne. Så der måtte gøres noget med det samme, følte vi. Og når vi ikke kunne komme til killingerne, måtte de jo komme til os. Så Anette stod på toppen af stigen og forsøgte at lokke dem hen over taget, hen imod sig. Og selv om de aldrig havde set hende før - eller vel næppe havde set noget menneske i det hele taget - så prøvede de at begive sig ud på den lange rejse hen over taget for at komme hen til hende.

Alle tre killinger går tæt sammen og prøver at hente styrke
til at komme hen over  taget, hen til deres mor og Anette.

Ind imellem fik hun assistance fra Sophia, der stillede sig ved siden af hende som for at fortælle sine killinger, at Anette var ok - de skulle bare komme. Et enestående træk, når man tænker på, at hun indtil da havde gjort alt for at skjule killingerne. Men nu skulle der ske noget! En efter en vovede de sig op og ned gennem det bølgende landskab, bevokset med mos og sten. Først drog Gandalf afsted, men han opgav hurtigt og vendte tilbage til tagrenden. Så kom Ronja, og hun fortsatte vaklende, men ufortrødent, hele vejen over til Anette og var den første, der blev rakt ned til os andre. En lille, sort pelsklump med blå øjne. Så kom Trille - og til sidst nåede også Gandalf frem! Hvad fik dem til at gøre det, når de aldrig havde set mennesker før? Det har undret os lige siden. Men Anette har nu altid haft en forunderlig tiltrækningskraft :-)

Gandalf hviler roligt i menneske-hænder