Trilles fornemmelse for kunst

Hvad ved en kat om kunst? 
Ingenting troede jeg, men jeg fik uventet hjælp til at vinde bankens tegnekonkurrence!

Nede i den lokale bank havde de udskrevet en konkurrence, og jeg havde besluttet at være med. Man skulle tegne et motiv fra lokalområdet, og jeg havde altid holdt meget af at tegne. Men jeg var ude af øvelse, måtte jeg indse. I den sidste uge havde jeg flere gange siddet og stirret på tegnepapiret, men jeg havde ikke fået tegnet så meget som en enkelt streg.

Derfor havde jeg set frem til min ugentlige fridag, hvor jeg kunne få ro til projektet. Da jeg vågnede den morgen, kunne jeg mærke, at jeg var klar til at gå i gang. Jeg ville tegne vores kirke og de smukke, gamle bøgetræer omkring den. I dag skulle intet komme mig i vejen.

Vores kat, Trille, og jeg havde tit en hyggestund for os selv om morgenen, og sådan var det også i dag. Jeg sad i min lænestol med en kop kaffe, og Trille sprang op og slikkede mig på hånden. Hun gnavede også ganske blidt i min tommelfinger. Siden hun var helt lille, havde hun haft trang til at bide i ting, hun holdt af. En bold med en lille fjer var på det sidste blevet både tygget og slikket på i timevis, og når hun gnavede blidt i min finger, var jeg ikke i tvivl om, at det var for at sige, at hun elskede mig.

Men denne gang fik jeg et chok. Der var blod på hendes tænder. – Hvad i alverden? sagde jeg og løftede hende op. Det var ikke kun tænderne, også hendes tunge var mørkerød, og hun var rød omkring munden.

Trille brød sig ikke om at blive studeret på den måde, hun vred sig løs og løb tilbage til sin transportkasse. Kassen, foret med et håndklæde i bunden, havde været hendes yndlingssted, lige siden vi havde stillet den frem i entréen for at vænne hende til den. Nu så det ud, som om hendes første køretur skulle blive til dyrlægen.

Jeg løb ind og vækkede min mand, Jens-Ole. – Den er helt gal med Trille. Hun bløder ud af munden! Jens-Ole fik et dystert, målrettet udtryk i øjnene, da han så Trille. – Vi ringer til dyrlægen, sagde han.
– Jeg kan sætte Trille af hos ham på vej til arbejde. Så må han finde ud af, hvad der er galt!

Og så fulgte nogle hektiske minutter med at få gitteret sat på transportkassen og Trille båret ud i bilen. Hun kiggede undrende ud mellem tremmerne, men så faktisk ud til at tage det ganske roligt. Nogle gange arbejder man bedst under pres. Dyrlægen havde taget over, og der var ikke mere, jeg kunne gøre.

Jeg satte mig derfor foran papiret og tegnede et rids af kirken og træerne. Så lagde jeg ud med noget grønt, græsplænen foran kirken. Ikke videre originalt, men så var jeg da i gang. Mest af alt ønskede jeg at få de flotte efterårsfarver frem i bøgetræerne.

Jeg kiggede i bægeret med de dyre økologiske akvarelblyanter, jeg havde indkøbt for længe siden, for at finde den røde. Det var en særlig smuk og dyb rød... Min hånd svævede over blyanterne, så standsede den. Den røde farveblyant var der ikke! Et øjeblik sad jeg som stivnet. Så greb jeg min mobiltelefon og ringede Jens-Ole op. – Kom tilbage! sagde jeg. – Du har ikke afleveret hende endnu, vel?– Jeg holder foran klinikken. – Nej, nej, Trille fejler ingenting. – Fejler hun ingenting? – Nej, altså... det er helt tåbeligt. Men jeg ved, hvad der er i vejen.

Da Jens-Ole kom tilbage, skyndte jeg mig at åbne transportkassen. Trille susede ud og krøb ind under chatollet, som om hun fandt det klogest at holde sig i skjul, så længe hendes mennesker opførte sig så besynderligt. Jeg stak hånden ind i kassen og løftede håndklædet. Ganske rigtigt. Dérinde, bagerst, lå min mørkerøde farveblyant. Godt gennemgnavet. Det viste sig at give en ganske flot effekt, når jeg brugte den. Farven havde været opløst og var halvt om halvt stivnet igen. Det gav nogle små klumper, noget fnuller, der lignede små, fine efterårsblade.

Trille udforsker vandelementet

Jeg indhyllede træerne i det mørkerøde fnuller, og jeg brugte det til at dække jorden med efterårsløv. Jeg kaldte tegningen "Efterårskirke", og den vandt konkurrencen. Formanden for bankens kunstforening var imponeret over den helt særlige teknik, jeg havde brugt, og jeg måtte sige, at det ikke var mig, der havde fundet på den. Det var én, der hed Trille. – Tag hende med en dag, sagde han. Og det lovede jeg. Så Trilles næste køretur bliver nok en tur i banken.