Men da jeg en dag faldt
over en brochure fra et kendt firma, der afholdt en fotokonkurrence for at
finde "Danmarks sødeste killing", blev jeg alligevel fyr og flamme.
– Gandalf vil være en sikker
vinder! sagde jeg til min mand, Jens-Ole.
Jens-Ole virkede knap så
begejstret. – Jeg tror ikke, Gandalf har lyst til en karriere som fotomodel.
Han er en rask dreng, der ikke bare vil sidde til pynt.
Gandalf var den eneste
han i kuldet, og Jens-Ole bildte sig ind, at han forstod ham bedre, end jeg
gjorde. Men det handlede nu nok mere om, at vi ville blive nødt til at købe et
nyt kamera, det gamle havde været defekt længe. Men selvfølgelig skulle firmaet
ikke gå glip af Gandalf, og næste dag gik jeg simpelthen ud og købte et kamera
på tilbud. Der var kun en uge tilbage af konkurrencen, så der var ingen tid at
spilde.
Men Jens-Ole havde jo ret
i, at Gandalf var en rigtig dreng; han var blandt andet meget optaget af
elektronik og maskiner. Han sad forundret og kiggede op på skærmen, når vi så
fjernsyn. Han sad også tit foran opvaskemaskinen, mens den kørte, og lyttede
til de mærkelige lyde, den producerede. Det prøvede jeg selvfølgelig at
udnytte, for han så virkelig nuttet ud, når han sad sådan og var dybt betaget
af apparaterne.
Desværre blev han også
dybt betaget af kameraet. Så snart jeg satte mig i nærheden af ham, kom han
ilende for at se, hvad det var for en dims, jeg havde i hænderne. Jeg fik en
hel del billeder af Gandalfs snude og hans ene øje i ultranær, mens han ivrigt
undersøgte kameralinsen.
 |
| Gandalf undersøger kamerasnoren |
Så prøvede jeg at tage
ham med udenfor, hvor kameraet måske ikke ville syne af så meget. Jeg placerede
Gandalf dekorativt i et blomsterbed, hvor han omgående begyndte at jage rundt
efter en edderkop, som havde lavet spind mellem stauderne. Jeg fik en række
billeder af Gandalfs hale, idet han susede forbi linsen, og nogle stykker, hvor
han havde edderkoppespind i hele hovedet.
– Jens-Ole, du må hjælpe
mig, stønnede jeg udmattet, da jeg kom ind. – Du må få ham til at sidde stille,
mens jeg tager billederne.
Jens-Ole smilede med et
udtryk af hvad-sagde-jeg, men han indvilligede dog.
Næste dag satte vi alle
sejl til. Bevæbnet til tænderne styrede vi gennem haven for at finde Gandalf,
jeg med kameraet og Jens-Ole med en fjer i en pind; den skulle Gandalf sidde og
kigge fascineret op på, mens jeg tog de bedårende billeder.
Vi fandt Gandalf nede i
carporten, hvor han smuttede frem under bilen.
Jeg så straks, at der var
noget forandret; på brystet og poterne var der lange sorte streger, som ikke
plejede at være der. – Det er olie! udbrød jeg, da Jens-Ole tog ham op.
Jens-Ole smilede og
nussede Gandalf bag øret. – Han har været inde under bilen og undersøgt
mekanikken. Han pønser vel på at blive mekaniker!
Jeg vidste ikke, om jeg
skulle le eller græde. Min yndige killing lignede en tot brugt tvist.
– Vi er nødt til at få
det af, så han ikke slikker det i sig, sagde jeg opgivende. Så hentede vi Jens-Ole'
gamle skægtrimmer og barberede hårene med olie af. Det blev en tæt barbering,
der lavede store huller i den bløde dunede pels. Dér røg den konkurrence.
Gandalf selv tog det let.
Han syntes, det var morsomt at blive barberet, og bagefter susede han ud og
gravede i kartoffelbedet, ganske ligeglad med sin uheldige frisure. Til gengæld
kunne vi et par måneder efter sidde og glæde os over alle de morsomme billeder,
vi havde fået taget: Gandalfs snude i ultranær, Gandalf viklet ind i
edderkoppespind plus de hundredevis af andre billeder, det var blevet til,
takket være det nye digitalkamera. Og Gandalf, der havde fået fin pels igen,
kiggede med, for han elskede at følge med i, hvad vi lavede på computeren.
 |
| Så lykkedes det! |
Verdens mest bedårende
hankat, men det stiger ham ikke til hovedet, for han vil ikke bare sidde til
pynt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar