Translate

Ferielivets fristelser

 Vores årlige ferie nærmede sig med hastige skridt. Vi plejede at rejse en uge til Grækenland hver sommer, og i år var ingen undtagelse, ferien havde været bestilt i lang tid, og jeg glædede mig som sædvanlig. Og så alligevel ikke helt så meget som ellers. For siden sidste år havde vi jo fået en kat, Trille, og jeg var noget bekymret ved at skulle være væk fra hende for første gang. – Det er ikke noget problem, sagde Jens-Ole, min mand, hver gang jeg luftede mine bekymringer. – Det er sommer og godt vejr, hun er alligevel ude og lege det meste af tiden, hun vil såmænd dårlig nok lægge mærke til, at vi er væk!

Og de praktiske ting var da også aftalt for længst, nabokonen Ella ville komme og give hende mad to gange om dagen og også kæle for hende og underholde hende. Men ville hun ikke komme til at savne os?

Det hele blev ikke nemmere, da jeg begyndte at pakke. Jeg pakker altid i god tid før rejsen, men lige så snart kufferten kom frem, så susede Trille hen og lagde sig i den. Og da jeg siden åbnede den for at lægge noget nyvasket, nystrøget tøj i den, vupti så lå Trille ovenpå tøjet.

- Du krøller det fine tøj, Trille, sagde jeg og ville tage hende op. Så gned hun hovedet mod min hånd og gnavede blidt i den som hun plejede. Normalt tog jeg det bare som et tegn på, at hun holdt af mig, nu begyndte jeg snarere at se det som en bøn om, at vi ikke måtte rejse uden hende.

Afrejsedagen oprandt, kufferten var blevet lukket – uden Trille – og der var indkøbt rigeligt mad til hende. I sidste øjeblik havde vi købt 10 ekstra dåser, fordi jeg pludselig blev bange for, at der ikke var mad nok. Ella havde lovet flere gange at se til Trille flere gange om dagen, og så drog vi afsted.

Ferien var som altid pragtfuld, og vi følte os genopladede, da vi kom hjem igen. Selvfølgelig havde vi savnet Trille og talt om hende hver dag, og det, vi glædede os allermest til ved hjemkomsten, var at se hende igen.

Vi fløj ud af bilen og op på verandaen, der var ingen Trille og værre endnu: stort set alle de dåser, vi havde købt til ugen, stod der også - uåbnede. Så skyndte vi os over til Ella, mens vi kaldte på Trille af vores lungers fulde kraft.

Ella måtte indrømme, at hun faktisk stort set ikke havde set Trille mens vi havde været væk. – Hun har nok savnet jer, sagde hun. – Hun har næsten heller ikke rørt maden, så jeg satte kun lidt frem ad gangen. 

Vi fik den dårligste samvittighed, men vi måtte jo takke Ella for hendes ulejlighed, og så gik vi hjem igen. Vi kaldte igen på hende og lod alle døre stå åbne, mens vi pakkede ud, men hun dukkede ikke op.

Vi havde for længe siden aftalt, at vi ville have nem aftensmad den dag vi kom hjem, så vi gik hen på den kro, der var åbnet i vores landsby om foråret. De havde en dejlig gårdhave, hvor vi allerede havde siddet og nydt vores mad flere gange i løbet af sommeren, og nu sad vi der så igen, denne gang dog med tunge hjerter. – Hun skal nok komme hjem igen, sagde Jens-Ole, men det lød noget halvhjertet.

- Tænk, hvis hun har troet at vi havde forladt hende for evigt og er flyttet over til nogle andre, sagde jeg og kiggede trist ud i luften.

Og pludselig fangede noget mit øje. Døren til kroens køkken gik op, en kok stillede en tallerken udenfor døren, og jeg så et glimt af en sort hale. Jeg rejste mig lidt op for at se bedre, og så udbrød jeg: - Der er hun! Trille!

- Hvor? sagde Jens-Ole, samtidig med at Trille drejede hovedet. – Åh, Trille, råbte jeg og løb hen til hende. Hun gned sit lille hoved mod min hånd, og jeg tog hende op i favnen.

- Er det jeres kat? spurgte kokken.

- Ja, sagde jeg.

- Nå, vi troede ellers hun var vores lille maskot. Ja, det har vi kaldt hende. Det har været så hyggeligt det sidste stykke tid, hun har bare været her hver dag og ja.... vi har jo masser af rester, så dem kunne hun jo lige så godt få!

Imens var Jens-Ole kommet til. – Tak, sagde han. – Det er pænt af jer at I har taget jer af hende, men det er altså vores kat.

Trille fik sin mad med over til vores bord, og hun gik pænt med os hjem. Det første hun gjorde, da hun kom ind, var at putte sig i kufferten. Denne gang gjorde det mig ikke noget – heller ikke at kufferten var hendes foretrukne sovested i lang tid derefter. Og hvis hun resten af sommeren indimellem ikke havde den store appetit, sagde vi bare til hinanden: - Nå, hun har nok været på kro igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar