Translate

Kattes forskellighed

 Mennesker, der kun har 1 kat, siger ofte: katte er sådan, eller katte er sådan, som om alle katte er, sådan som deres kat er. Men fordi vi fik 4 katte stort set på en gang, har vi set, hvor forskellige katte kan være.

Allerede fra den første vinter stod det klart, at nogle af vores katte ikke brød sig om sne og kulde! Sophia og Ronja holdt sig inde, fra den første sne faldt - de skulle sandelig ikke nyde noget af at få våde poter, ellers tak!

Tanterne ville kun kigge ud på sneen 

Vi kaldte dem "tanterne", og tanterne holdt til på førstesalen - som er vores stue, endnu et af de sjove elementer ved vores hus: 1. salen er stuen ;)

Der er rigelig med plads i stuen - masser af gode stole og bløde sofaer, man kan ligge i, og hvis man rigtig skal sove igennem, kan man altid lægge sig under sofaen - og det gør de så.

Gandalf og Trille var udekattene - Gandalf, vores hankat, var nogen gange lidt for glad for at være ude: han kunne være væk i over en måned uden at komme hjem, det var hårdt, for selvom det var sket før, så blev vi altid bekymrede for, om han overhovedet kom hjem igen. Trille elskede al slags vejr: blæst? juhu, så kan man suse rundt og fange bladene, der hvirvler rundt. Regn? Der er ingen der har taget skade af at blive lidt våd - hun elskede også at lege med vand i håndvasken ... og sne? jamen det er da bare dejligt :)

Trille elskede at lege med vand

Og at være med ude i sneen

"Hvidpoterne" kaldte vi Gandalf og Trille, og de skulle ofte ind samtidig eller ud samtidig, men var ellers ikke de bedste venner. Trille var generelt ikke vild med de andre og holdt sig helst for sig selv - et angreb er det bedste forsvar, mente hun, og derfor knurrede hun af alle katte, der kom i nærheden af hende. Men hun og Gandalf kunne godt sidde sammen foran hoveddøren og vente på at blive lukket ind - og så havde Trille udviklet en særlig teknik med at kradse på døren, så vi kunne høre, at hun ville ind. Først helt blidt og stille, men hvis der ikke blev åbnet, så blev der kradset hårdere og hårdere - et mirakel at hun ikke fik kradset hoveddøren helt i stykker! Imens sad Gandalf lidt derfra og lod hende sørge for at døren blev åbnet - og så lod han hende også gå først ind, man er vel en gentle-kat! (Han lod i øvrigt også altid de andre komme først til madskålene - også når det var lækkerbiskener. En utrolig tillidsfuld kat!)

Når Gandalf var hjemme mellem sine - indimellem meget lange - løbeture, så kunne han være noget så kælen og var altid frisk på at være med til et lille hvil, hvis han kunne blive kælet for imens ;)

Hviletid - sammen med Gandalf

Da Sophia døde, ændrede tingene sig. Ronja havde først en lang periode, hvor hun var meget trist. Hun spiste ikke meget, ville ikke ud og lavede ikke meget andet end at småsove hele dagen. Men så begyndte Gandalf at ligge oppe på 1. salen sammen med hende - det havde han aldrig gjort før. Og efter nogle dage kvikkede Ronja mere op, og hun begyndte at ville ud igen. Og de to blev venner på en måde, de aldrig havde været før. Da de var små, havde Gandalf det med at løbe efter sine søstre - kun i sjov sikkert, men da han var meget større end dem lige fra starten, så var de altid lidt bange for ham. Men nu begyndte Ronja og Gandalf at være sammen på en ny måde, hvor man kan se, at de nyder hinandens selskab.

De nye bedste venner


Ingen kommentarer:

Send en kommentar