Fra katte-allergiker til rask katte-ejer

Da jeg var barn, havde vi mange katte. Men da jeg blev 15, fik jeg pludselig voldsom astma, og undersøgelser viste, at jeg var allergisk overfor katte – og alle pelsdyr – og støv. Så vi blev nødt til at skille os af med kattene, og det var hårdt. I løbet af de næste 15 år kom flere allergier til: overfor parfume, formaldehyd, nikkel, konserveringsmidler, paracetamol og sulfa-præparater - og stress. Jeg fik en eksem, som jeg i mange år holdt nede med binyrebarkhormon-creme. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad den kom af, men mente, at jeg ikke kunne tåle stress.

Sådan gik det, til jeg var i starten af fyrrerne og gik i gang med at lave helt om på mit liv. Jeg tog en uddannelse til Reiki-healer, studerede kost og kosttilskud, homøopatisk medicin og meget mere. Jeg flyttede på landet, hvor jeg bor nu, og mit helbred er hele tiden blevet bedre og bedre. Jeg har også gjort rigtig meget for det – men egentlig ikke specifikt for katte-allergien. Selvfølgelig har jeg hele tiden haft et håb og et ønske om at kunne komme til at have kat igen, men faktisk var katte-allergien noget af det sidste, der gik over. Jeg har gennem årene igen og igen opsøgt katte for at se, om jeg nu kunne tåle dem, men uden held. Jeg slog ud på huden med kløe og rødmen, øjnene løb, næsen løb ... heldigvis dog ikke astma, den forsvandt for mange år siden.

Der kæles med gummihandsker på!

Så da vi for nogle år siden fik tilbudt en kat fra genboen, besluttede vi at sige ja tak med den forudsætning, at det skulle være en ren ude-kat. Den skulle bo i redskabsrummet, hvor vi indrettede en lille hule til den. Og i starten, da vi havde Sophia, rørte jeg kun ved hende med gummihandsker på. Jeg løftede hende ikke op og prøvede at undgå at få kattehår på tøjet.
Men efterhånden begyndte jeg at glemme handskerne, og jeg opdagede, at der ikke skete noget. Ingen kløe eller rødmen på huden. Så begyndte jeg at tage hende op, og der skete heller ikke noget. Men alligevel var jeg fast besluttet på, at hun ikke måtte komme ind i huset, så da killigerne var små, boede de allesammen i redskabsrummet. Jeg var bange for, at hvis de først kom ind, og jeg så pludselig blev allergisk igen, ville det være svært at vænne dem fra at være inde igen – og helt umuligt at komme af med alle kattehårene i møblerne.

Så blev en af killingerne forkølet, og jeg tog den med ind, og gradvist begyndte vi alligevel at slække på det. Efteråret nærmede sig, og vi nød at være sammen med kattene, så vi vidste, at vi ville savne dem, hvis de ikke var inde hos os om vinteren. Så til sidst flyttede de ind i huset – og der har de været siden. Jeg har stadig ingen allergiske reaktioner, ingen kløe eller noget somhelst.

I mellemtiden var jeg imidlertid også begyndt at tage bioidentiske hormoner, så jeg fik rettet op på forskellige hormonelle ubalancer. Der oplevede jeg, at mange forskellige problemer og lidelser forsvandt - bl.a. slap jeg af med eksemen og blæreproblemer, jeg havde lidt af hele livet. Det inspirerede mig til at gå i gang med at forske i bioidentiske hormoner og hormonbalancen generelt. Resultatet af det er blevet en bog, som jeg har skrevet sammen med min mand: "Naturlig hormonterapi - du har et valg!"
Du kan læse mere om bogen her.

Udover hormonterapien tror jeg også, at alle de andre ting, jeg har gjort, har haft en betydning. Jeg fik fjernet alle mine amalgam-plomber i tænderne og fulgte op med udrensning og kosttilskud. Jeg har skrevet om mine erfaringer med amalgam-plomber - og paradentose - på paradentoseinfo.dk. Samtidig gik jeg over til at spise efter min blodtype, og det har helt sikkert også været medvirkende. Jeg har en hjemmeside med lækre opskrifter, som er tilpasset blodtypekosten på blodtypeopskrifter.dk. 
Under alle omstændigheder er jeg dybt taknemmelig for, at det er lykkedes at komme af med min katteallergi.

Fri mig for flere flåter!

Alle, der har haft mere end én kat, ved, at nogle katte får mange tæger/flåter, andre ingen. 
Ronja har f.eks. aldrig haft en tæge, Trille har haft een, Sophia har haft en hel del - og Gandalf har haft mange. Gandalf var nærmest en tæge-magnet: stort set hver gang han havde været ude, kom han ind med en eller flere nye tæger på sig! Heldigvis er han også den roligste af dem, så det er ikke noget problem at fjerne dem med en tægetang. I starten var jeg ikke så god til det - også lidt nervøs over det - men efterhånden fik jeg et godt tag på det. Og han tog det altid roligt. For mig virker det som om, at han godt ved, at den er der, og at han ikke bryder sig om det, for når jeg tager ham med ud på badeværelset for at fjerne den, så lægger han sig til rette, så stedet med tægen vender op mod mig og er let at komme til! Sådan lidt: "ja tak, fjern lige den tæge for mig!"

Jeg fandt ud af, at olivenolie blandet med nogle dråber Citridal (grapefrugtkerne-ekstrakt) fik tægerne til at slippe lettere, så nu drypper jeg altid Citridal på først. 

Citridal hjælper også på Sophia - som går agurk bare hun ser tægetangen! Det er helt umuligt at komme i nærheden af hende med den i hånden. Så jeg har fundet ud af, at hvis jeg bare drypper nogle dråber Citridal, blandet med olivenolie, på tægen, så bliver den ligesom bedøvet, og næste gang, Sophia kommer ind, er tægen som regel væk. Måske falder den af, eller den bliver så bedøvet, så hun selv kan kradse den væk uden problemer. 

Olivenolie med Citridal er også godt mod lopper, så det er en god idé altid at have en flaske stående. Citridal kan købes i helsekostforretninger og en lille flaske vil holde uendeligt længe. Det er meget stærkt og skal derfor fortyndes meget, inden man bruger det. Til gengæld er det så i fortyndet form ugiftigt både indvortes og udvortes - dvs. at der sker ingen skade, hvis katten får lidt i sig, og der er heller ingen begrænsning for, hvor ofte man kan bruge det. 

Opskrift på Citridal-olie
Tag en flaske med pipette 20 eller 30 ml. Fyld den næsten helt med olivenolie og tilsæt 5 dråber Citridal. Ryst grundigt - og sæt en etiket på, så du ved, hvad der er i ;-) 

Men det er selvfølgelig bedre at forebygge - man kan godt blive træt af at fjerne flåter, også selvom katten er noget så medgørlig. Så jeg har udviklet en blanding af Bachs Blomstermedicin, som effektivt forebygger flåter/tæger (og lopper i øvrigt også). Læs mere om Bachs Blomstermedicin som forebyggelse her.

Kattehistorier - 1

En lille misforståelse

Vores grå kat, Sophia, havde været en rigtig omstrejfer, og nu, hvor det var lykkedes at få hende til at slå sig ned i vores redskabsrum, skulle der ikke mangle noget. Jeg diskede op med det bedste, huset kunne præstere – leverpostej, lammekød, tun og kyllingelår.

- Det er så rart, at vi endelig kan få brug for de små, dumme rester fra middagsmaden, sagde jeg, mens jeg hældte op i madskålen.

- Men er det nu også korrekt afbalanceret? sagde min mand, Jens-Ole. - Forholdet mellem fedt og proteiner og alt det der. Jeg synes, hun er begyndt at blive tykkere.

- Selvfølgelig er hun blevet tykkere. Nu får hun endelig god mad. Så er det klart, at hun tager på.

- Hm, sagde Jens-Ole.

Jeg havde haft kat som barn, og selv om jeg ikke kunne huske ret meget om det, følte jeg, at jeg måtte tage føringen i kattespørgsmål.

Men efter nogle dage måtte jeg indrømme, at der måske var noget om det. Vores lille, grå kat kom ikke længere ivrigt hoppende imod os, snarere velvilligt luntende. Bestemt ikke så væver og elegant, som hun før havde været. Og man kunne da også tydeligt se, at hun var blevet tykkere omkring maven.

Men selv havde hun åbenbart ikke lagt mærke til det. En dag, da vi sad og spiste på terrassen, ville hun smutte mellem to brædder i læhegnet, som hun havde gjort så tit. Og så sad hun fast. Jeg skal aldrig glemme det forundrede udtryk, hun fik, da det gik op for hende, at hun hverken kunne komme frem eller tilbage.

Vi kunne desværre ikke lade være med at le, hvilket kun gjorde ydmygelsen større. Jens-Ole sendte mig et ”har-det-her-nu-ikke-stået-på-længe-nok”-blik. Så rejste han sig og gik hen og lempede hende fri.

- Okay, sagde jeg. – Hun skal på slankekur, og det lige pr. omgående!

Diætfoder med ”optimal vægtkontrol” – det var lige, hvad vi havde brug for. Det var dyrt, men nødvendigt, og da vi kom hjem fra dyrehandlen, hældte jeg straks de små, brune kugler op i madskålen og serverede dem for Sophia.

Hun snusede en enkelt gang til det videnskabelige tørfoder. Så sendte hun mig et blik, der kun kunne tolkes som strengt og irettesættende, og satte sig med ryggen til madskålen og gav sig til at slikke en forpote omhyggeligt.

- Hun skal nok spise, når hun bliver ordentligt sulten, sagde Jens-Ole.

Vi lod timerne gå, men det fedtfattige foder blev stående urørt.

Sophia er en værdig kat, der ikke nedlader sig til at tigge. Vi indtog middagen på terrassen, og hun nøjedes med at spankulere frem og tilbage foran os, mens vi spiste, og da vi et øjeblik var optaget af at rette på parasollen, tog hun et raskt initiativ og sprang op på bordet. Jeg nåede at gribe hende sekundet før, hun satte tænderne i min hakkebøf.

- Du har dejligt tørfoder, sagde jeg og løftede hende ned.

Vi satte os igen, mens Sophia genoptog sin vandring frem og tilbage foran os.

- Jeg kan altså ikke spise mere, sagde jeg.

- Det er afpresning, sagde Jens-Ole. – Vi må stå fast.

Tynget af dårlig samvittighed og deprimeret ved tanken om vores stakkels, sultne kat gik jeg næste dag ud til staudebedet for at afreagere med et lugejern. Ella, vores nabo, var i gang på den anden side af hækken.

- Nå, sagde hun, - er det lige op over?

Jeg kiggede forvirret på hende. – Lige op over? Hvad mener du?

- Ja, med killingerne. I giver hende vel ekstra meget at spise nu, så hun har mælk nok til dem.

- Killinger…?

Jeg må have set mærkelig ud, som jeg stod dér og glanede ud i luften. Så faldt brikkerne pludselig på plads, jeg smed mit lugejern og løb tilbage mod huset.

- Jens-Ole! råbte jeg stakåndet. – Jens-Ole!

Få minutter efter var vi i gang i køkkenet med at finde alt, hvad vi havde af spiseligt til en kat. Heldigvis havde jeg gemt rester fra flere dages middagsmad.

- Jeg aner da ikke, hvordan en gravid kat ser ud! sagde Jens-Ole mildt bebrejdende. - Havde du ikke kat, da du var barn?

- Jeg tror, den må have været steriliseret.

Så fór vi ud til Sophia med tallerkener og skåle, fyldt med det bedste, huset kunne præstere. Leverpostej, lammekød, tun, kyllingelår. Sophia smøg sig om vores ben, før hun kastede sig over lækkerierne, som for at forsikre os om, at den lille misforståelse allerede var glemt.

Og to uger efter skete miraklet – Sophia blev slank igen, da hun nedkom med tre små, velskabte killinger. Det fik kun strømmen af lækkerier til at øges, for den nybagte mor skulle i hvert fald ikke mangle noget!