Translate

Ferielivets fristelser

 Vores årlige ferie nærmede sig med hastige skridt. Vi plejede at rejse en uge til Grækenland hver sommer, og i år var ingen undtagelse, ferien havde været bestilt i lang tid, og jeg glædede mig som sædvanlig. Og så alligevel ikke helt så meget som ellers. For siden sidste år havde vi jo fået en kat, Trille, og jeg var noget bekymret ved at skulle være væk fra hende for første gang. – Det er ikke noget problem, sagde Jens-Ole, min mand, hver gang jeg luftede mine bekymringer. – Det er sommer og godt vejr, hun er alligevel ude og lege det meste af tiden, hun vil såmænd dårlig nok lægge mærke til, at vi er væk!

Og de praktiske ting var da også aftalt for længst, nabokonen Ella ville komme og give hende mad to gange om dagen og også kæle for hende og underholde hende. Men ville hun ikke komme til at savne os?

Det hele blev ikke nemmere, da jeg begyndte at pakke. Jeg pakker altid i god tid før rejsen, men lige så snart kufferten kom frem, så susede Trille hen og lagde sig i den. Og da jeg siden åbnede den for at lægge noget nyvasket, nystrøget tøj i den, vupti så lå Trille ovenpå tøjet.

- Du krøller det fine tøj, Trille, sagde jeg og ville tage hende op. Så gned hun hovedet mod min hånd og gnavede blidt i den som hun plejede. Normalt tog jeg det bare som et tegn på, at hun holdt af mig, nu begyndte jeg snarere at se det som en bøn om, at vi ikke måtte rejse uden hende.

Afrejsedagen oprandt, kufferten var blevet lukket – uden Trille – og der var indkøbt rigeligt mad til hende. I sidste øjeblik havde vi købt 10 ekstra dåser, fordi jeg pludselig blev bange for, at der ikke var mad nok. Ella havde lovet flere gange at se til Trille flere gange om dagen, og så drog vi afsted.

Ferien var som altid pragtfuld, og vi følte os genopladede, da vi kom hjem igen. Selvfølgelig havde vi savnet Trille og talt om hende hver dag, og det, vi glædede os allermest til ved hjemkomsten, var at se hende igen.

Vi fløj ud af bilen og op på verandaen, der var ingen Trille og værre endnu: stort set alle de dåser, vi havde købt til ugen, stod der også - uåbnede. Så skyndte vi os over til Ella, mens vi kaldte på Trille af vores lungers fulde kraft.

Ella måtte indrømme, at hun faktisk stort set ikke havde set Trille mens vi havde været væk. – Hun har nok savnet jer, sagde hun. – Hun har næsten heller ikke rørt maden, så jeg satte kun lidt frem ad gangen. 

Vi fik den dårligste samvittighed, men vi måtte jo takke Ella for hendes ulejlighed, og så gik vi hjem igen. Vi kaldte igen på hende og lod alle døre stå åbne, mens vi pakkede ud, men hun dukkede ikke op.

Vi havde for længe siden aftalt, at vi ville have nem aftensmad den dag vi kom hjem, så vi gik hen på den kro, der var åbnet i vores landsby om foråret. De havde en dejlig gårdhave, hvor vi allerede havde siddet og nydt vores mad flere gange i løbet af sommeren, og nu sad vi der så igen, denne gang dog med tunge hjerter. – Hun skal nok komme hjem igen, sagde Jens-Ole, men det lød noget halvhjertet.

- Tænk, hvis hun har troet at vi havde forladt hende for evigt og er flyttet over til nogle andre, sagde jeg og kiggede trist ud i luften.

Og pludselig fangede noget mit øje. Døren til kroens køkken gik op, en kok stillede en tallerken udenfor døren, og jeg så et glimt af en sort hale. Jeg rejste mig lidt op for at se bedre, og så udbrød jeg: - Der er hun! Trille!

- Hvor? sagde Jens-Ole, samtidig med at Trille drejede hovedet. – Åh, Trille, råbte jeg og løb hen til hende. Hun gned sit lille hoved mod min hånd, og jeg tog hende op i favnen.

- Er det jeres kat? spurgte kokken.

- Ja, sagde jeg.

- Nå, vi troede ellers hun var vores lille maskot. Ja, det har vi kaldt hende. Det har været så hyggeligt det sidste stykke tid, hun har bare været her hver dag og ja.... vi har jo masser af rester, så dem kunne hun jo lige så godt få!

Imens var Jens-Ole kommet til. – Tak, sagde han. – Det er pænt af jer at I har taget jer af hende, men det er altså vores kat.

Trille fik sin mad med over til vores bord, og hun gik pænt med os hjem. Det første hun gjorde, da hun kom ind, var at putte sig i kufferten. Denne gang gjorde det mig ikke noget – heller ikke at kufferten var hendes foretrukne sovested i lang tid derefter. Og hvis hun resten af sommeren indimellem ikke havde den store appetit, sagde vi bare til hinanden: - Nå, hun har nok været på kro igen!

Fra katte-allergiker til rask katte-ejer

Da jeg var barn, havde vi mange katte. Men da jeg blev 15, fik jeg pludselig voldsom astma, og undersøgelser viste, at jeg var allergisk overfor katte – og alle pelsdyr – og støv. Så vi blev nødt til at skille os af med kattene, og det var hårdt. I løbet af de næste 15 år kom flere allergier til: overfor parfume, formaldehyd, nikkel, konserveringsmidler, paracetamol og sulfa-præparater - og stress. Jeg fik en eksem, som jeg i mange år holdt nede med binyrebarkhormon-creme. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad den kom af, men mente, at jeg ikke kunne tåle stress.

Sådan gik det, til jeg var i starten af fyrrerne og gik i gang med at lave helt om på mit liv. Jeg tog en uddannelse til Reiki-healer, studerede kost og kosttilskud, homøopatisk medicin og meget mere. Jeg flyttede på landet, hvor jeg bor nu, og mit helbred er hele tiden blevet bedre og bedre. Jeg har også gjort rigtig meget for det – men egentlig ikke specifikt for katte-allergien. Selvfølgelig har jeg hele tiden haft et håb og et ønske om at kunne komme til at have kat igen, men faktisk var katte-allergien noget af det sidste, der gik over. Jeg har gennem årene igen og igen opsøgt katte for at se, om jeg nu kunne tåle dem, men uden held. Jeg slog ud på huden med kløe og rødmen, øjnene løb, næsen løb ... heldigvis dog ikke astma, den forsvandt for mange år siden.

Der kæles med gummihandsker på!
Så da vi for nogle år siden fik tilbudt en kat fra genboen, besluttede vi at sige ja tak med den forudsætning, at det skulle være en ren ude-kat. Den skulle bo i redskabsrummet, hvor vi indrettede en lille hule til den. Og i starten, da vi havde Sophia, rørte jeg kun ved hende med gummihandsker på. Jeg løftede hende ikke op og prøvede at undgå at få kattehår på tøjet.
Men efterhånden begyndte jeg at glemme handskerne, og jeg opdagede, at der ikke skete noget. Ingen kløe eller rødmen på huden. Så begyndte jeg at tage hende op, og der skete heller ikke noget. Men alligevel var jeg fast besluttet på, at hun ikke måtte komme ind i huset, så da killigerne var små, boede de allesammen i redskabsrummet. Jeg var bange for, at hvis de først kom ind, og jeg så pludselig blev allergisk igen, ville det være svært at vænne dem fra at være inde igen – og helt umuligt at komme af med alle kattehårene i møblerne.
Så blev en af killingerne forkølet, og jeg tog den med ind, og gradvist begyndte vi alligevel at slække på det. Efteråret nærmede sig, og vi nød at være sammen med kattene, så vi vidste, at vi ville savne dem, hvis de ikke var inde hos os om vinteren. Så til sidst flyttede de ind i huset – og der har de været siden. Jeg har stadig ingen allergiske reaktioner, ingen kløe eller noget somhelst.

I mellemtiden var jeg imidlertid også begyndt at tage bioidentiske hormoner, så jeg fik rettet op på forskellige hormonelle ubalancer. Der oplevede jeg, at mange forskellige problemer og lidelser forsvandt - bl.a. slap jeg af med eksemen og blæreproblemer, jeg havde lidt af hele livet. Det inspirerede mig til at gå i gang med at forske i bioidentiske hormoner og hormonbalancen generelt. Resultatet af det er blevet en bog, som jeg har skrevet sammen med min mand: "Naturlig hormonterapi - du har et valg!"
Du kan læse mere om bogen her.

Udover hormonterapien tror jeg også, at alle de andre ting, jeg har gjort, har haft en betydning. Jeg fik fjernet alle mine amalgam-plomber i tænderne og fulgte op med udrensning og kosttilskud. Jeg har skrevet om mine erfaringer med amalgam-plomber - og paradentose - på paradentoseinfo.dkSamtidig gik jeg over til at spise efter min blodtype, og det har helt sikkert også været medvirkende. Jeg har en hjemmeside med lækre opskrifter, som er tilpasset blodtypekosten på blodtypeopskrifter.dk
Under alle omstændigheder er jeg dybt taknemmelig for, at det er lykkedes at komme af med min katteallergi.

Fri mig for flere flåter!

Alle, der har haft mere end én kat, ved, at nogle katte får mange tæger/flåter, andre ingen. 
Ronja har f.eks. aldrig haft en tæge, Trille har haft een, Sophia har haft en hel del - og Gandalf har haft mange. Gandalf var nærmest en tæge-magnet: stort set hver gang han havde været ude, kom han ind med en eller flere nye tæger på sig! Heldigvis er han også den roligste af dem, så det er ikke noget problem at fjerne dem med en tægetang. I starten var jeg ikke så god til det - også lidt nervøs over det - men efterhånden fik jeg et godt tag på det. Og han tog det altid roligt. For mig virker det som om, at han godt ved, at den er der, og at han ikke bryder sig om det, for når jeg tager ham med ud på badeværelset for at fjerne den, så lægger han sig til rette, så stedet med tægen vender op mod mig og er let at komme til! Sådan lidt: "ja tak, fjern lige den tæge for mig!"

Jeg fandt ud af, at olivenolie blandet med nogle dråber Citridal (grapefrugtkerne-ekstrakt) fik tægerne til at slippe lettere, så nu drypper jeg altid Citridal på først. 

Citridal hjælper også på Sophia - som går agurk bare hun ser tægetangen! Det er helt umuligt at komme i nærheden af hende med den i hånden. Så jeg har fundet ud af, at hvis jeg bare drypper nogle dråber Citridal, blandet med olivenolie, på tægen, så bliver den ligesom bedøvet, og næste gang, Sophia kommer ind, er tægen som regel væk. Måske falder den af, eller den bliver så bedøvet, så hun selv kan kradse den væk uden problemer. 

Olivenolie med Citridal er også godt mod lopper, så det er en god idé altid at have en flaske stående. Citridal kan købes i helsekostforretninger og en lille flaske vil holde uendeligt længe. Det er meget stærkt og skal derfor fortyndes meget, inden man bruger det. Til gengæld er det så i fortyndet form ugiftigt både indvortes og udvortes - dvs. at der sker ingen skade, hvis katten får lidt i sig, og der er heller ingen begrænsning for, hvor ofte man kan bruge det. 

Opskrift på Citridal-olie
Tag en flaske med pipette 20 eller 30 ml. Fyld den næsten helt med olivenolie og tilsæt 5 dråber Citridal. Ryst grundigt - og sæt en etiket på, så du ved, hvad der er i ;-) 

Men det er selvfølgelig bedre at forebygge - man kan godt blive træt af at fjerne flåter, også selvom katten er noget så medgørlig. Så jeg har udviklet en blanding af Bachs Blomstermedicin, som effektivt forebygger flåter/tæger (og lopper i øvrigt også). Læs mere om Bachs Blomstermedicin som forebyggelse her.