Vi får kat!

Adopterede vi den – eller adopterede den os?

Det hele startede i marts. Før det havde der været nogle forskellige katte, der kom forbi. Der var en sort, som fangede en mus foran køkkenvinduet for et års tid siden. Der var en sort-hvid, som ellers holder til hos naboen, som ofte lå og solede sig på vores grund. Men pludselig var der en ny kat, som nogle gange sad foran vores hoveddør men fløj afsted, når vi nærmede os døren. En lille grå kat. 

Kort før påske talte vi så med genboen, som fortalte, at det var en tilløben kat, som havde været hos dem siden sidste år. De havde fodret den, men den havde også holdt deres matrikel fri for mus, det var en rigtig dygtig musefanger. Men vi måtte meget gerne overtage den, for de var ved at sælge huset. I påsken – det var omkring den 24. april – mødte jeg så katten foran hoveddøren. For en gangs skyld løb den ikke sin vej, men snusede til min hånd, mens jeg fortalte den, at vi var ved at arrangere, at den skulle flytte over til os. Vi ville købe noget mad til den og lave et hyggeligt lille sted, hvor den kunne være, om det ville være ok? Den svarede ikke, men den løb heller ikke sin vej, så det tegnede jo godt.

Den 27. april, da vi skulle afsted til græsk, sad katten nede i indkørslen. Vi sagde til den, at den skulle gå væk, fordi vi skulle ud og køre og  ville nødig køre den over. Så gik den – hen ad havestien op mod hoveddøren.

Nogle dage efter købte vi så noget mad og satte mad og vand ned i redskabsrummet. Der gik nogle dage, hvor jeg kiggede til det, men der var ikke rørt noget. Så tog vi til København den 1. maj og kom hjem den 2. og da vi kiggede i redskabsrummet den 3., var maden væk. Men – vi vidste jo ikke, hvilken kat der havde spist det! Var det den grå eller naboens sort-hvide? Pludselig kom katten løbende, den grå, og den virkede som om, den havde adopteret os. Den smed sig ned og ville kæles for, og da jeg hældte mad op i skålen, guffede den i sig. Den viste os også, hvor den gik ind og ud af redskabsrummet, så vi var ret sikre på, at det var den, der havde spist maden.

Den store musejæger holder vagt

Efter den dag kommer den hver dag. Ofte så snart den hører, vi kommer ud af døren, så står den der, vupti og vil kæles for. Den snor sig om benene på os, lægger sig ned der, hvor vi arbejder, og det er ikke altid lige nemt at arbejde i haven med en kat om benene!

Vi prøvede først at kalde den Gandalf, fordi den er grå – men det virkede ikke rigtig, som om den brød sig om det. Nu prøver vi med Sophia – fordi det betyder klogskab og det er en overmåde klog kat! I øvrigt tror jeg, det er en hunkat, men det er vist kun tiden, der kan vise, om det er rigtigt.

Vi talte med genboen idag om, hvor gammel hun mon var. Han mente omkring et år. Det var også, hvad jeg selv havde gættet på – en ung kat. Hun er meget nysgerrig – og har ikke helt styr på kløerne endnu!

Vi har besluttet, at Sophia skal være udekat, for jeg er endnu ikke helt sikker på, at jeg nu kan tåle katte. 
Vi bor i et svensk træhus, og det har den besynderlighed, at vinduerne åbner indad og dørene udad. Det er der både fordele og ulemper ved – vi har tit talt om det uhøflige i, at hvis folk står udenfor og ringer på, så risikerer man at smække døren lige op i hovedet på dem ...
Men i forhold til Sophia har det sine fordele – hun står ofte lige udenfor døren og vil vældig gerne IND!!! Men når man så åbner døren udad, så bliver hun nødt til at bakke baglæns, og inden hun har set sig om, så er man ude og har lukket døren bag sig. "HOVSA" står der så i hendes øjne - "hvad skete der lige her?" 
Endnu kommer det lidt bag på hende hver gang, så vi har et lille forspring!