Vi får killinger?

Naboen bekræftede, hvad jeg troede: nemlig at Sophia er en hunkat – og hun er med killinger! Jeg satte kasser frem med  håndklæder i, så hun kunne vælge mellem flere forskellige gode fødesteder.

Sophia har afprøvet en af kasserne

 Men det var åbenbart ikke noget for hende. I stedet forsvandt hun – hun var væk i over et døgn.

Vi kaldte og kaldte, men ingen Sophia - det havde vi endnu ikke oplevet i al den tid, (godt 14 dage...) vi har kendt hende.

Men pludselig var hun der igen - nu uden mave!!! Ellers var hun helt sig selv, spindende og kælesyg og rigtig glad for at se os! Men hvor var killingerne? Var der overhovedet kommet killinger ud af det, var de døde eller hvad?

Så det helt store spørgsmål de næste uger blev: hvor er killingerne?

Vi spurgte alle naboer, bad alle om at se efter i udhuse og garager, men ingen havde set eller hørt killingerne. Vi har også selv været ude og lede, bl.a. i vildnisset på en ubeboet grund, hvor der står et faldefærdigt skur. Der var tidsler, brændenælder og brombærkrat, men ingen killinger!

Vi bliver ved med at håbe, at hun kommer med killingerne en dag, men indtil videre er det kun hende selv der kommer.

Hun vil gerne være sammen med os, når vi arbejder i haven. Så følger hun ivrigt med i alt, hvad vi gør: luger, hypper kartofler, river græsaffald sammen ... og indimellem falder hun så lige ned foran ens fødder og skal kæles for! Det er rigtig hyggeligt, men til sidst begyndte jeg at sige: sig mig, Sophia, du er da vel ikke en ravnemor? Kan dine killinger virkelig klare sig så lang tid uden dig? 

Jeg går ud fra, at de nu sover i mange timer ad gangen... men hvor er de???

Killinger på carporten - endelig fandt vi dem!

Af Jens-Ole 
Efter tre uger fandt vi killingerne - de var lige ved siden af os. Sophia havde gemt dem oppe på taget af naboens carport, og træerne dækkede for udsynet. Først, da jeg fik en indskydelse og kravlede op i et træ, fik jeg for første gang øje på dem. "Der er de!" råbte jeg.

Vi er opdaget!

Og så blev himmel og jord sat i bevægelse. Naboen var ikke hjemme, så vi kunne ikke bare kravle hen over taget, for det var bølgepap og ville sikkert bryde sammen. Vi fik fat i en stige, og Anette stillede sig op på den, så hun kunne se hen over taget. Der lå killingerne og gemte sig inde under en tagrende på huset. Et ideelt sted, havde Sophia valgt til dem, for her kunne de være i tørvejr, når det regnede. Men ikke særlig ideelt i længden, for snart ville de blive så store, at de kunne kravle rundt over det hele - og falde ned. Og så ville det være slut med den killing, når den ramte fliserne. Så der måtte gøres noget med det samme, følte vi. Og når vi ikke kunne komme til killingerne, måtte de jo komme til os. Så Anette stod på toppen af stigen og forsøgte at lokke dem hen over taget, hen imod sig. Og selv om de aldrig havde set hende før - eller vel næppe havde set noget menneske i det hele taget - så prøvede de at begive sig ud på den lange rejse hen over taget for at komme hen til hende.

Alle tre killinger går tæt sammen og prøver at hente styrke
til at komme hen over  taget, hen til deres mor og Anette.

Ind imellem fik hun assistance fra Sophia, der stillede sig ved siden af hende som for at fortælle sine killinger, at Anette var ok - de skulle bare komme. Et enestående træk, når man tænker på, at hun indtil da havde gjort alt for at skjule killingerne. Men nu skulle der ske noget! En efter en vovede de sig op og ned gennem det bølgende landskab, bevokset med mos og sten. Først drog Gandalf afsted, men han opgav hurtigt og vendte tilbage til tagrenden. Så kom Ronja, og hun fortsatte vaklende, men ufortrødent, hele vejen over til Anette og var den første, der blev rakt ned til os andre. En lille, sort pelsklump med blå øjne. Så kom Trille - og til sidst nåede også Gandalf frem! Hvad fik dem til at gøre det, når de aldrig havde set mennesker før? Det har undret os lige siden. Men Anette har nu altid haft en forunderlig tiltrækningskraft :-)

Gandalf hviler roligt i menneske-hænder

Katte er forskellige

Da vi fik vores første kat, Sophia, syntes jeg, at jeg ikke vidste nok om katte. Selvom vi havde haft katte, da jeg var barn, var jeg netop barn og ikke ansvarlig for dem. Så jeg gjorde, hvad jeg altid gør, når jeg skal sætte mig ind i et nyt emne: jeg går på biblioteket og låner en stak bøger om det. Det gjorde jeg så også med katte, men jeg syntes bare ikke, jeg blev meget klogere. Jeg syntes nemlig ikke, at det, der stod, passede på vores kat. Og da killingerne kom til, passede noget af det på en af dem, mens noget andet passede på en anden. Det gik op for mig, at de, der havde skrevet bøgerne, ofte havde skrevet ud fra 1 kat (eller en teori om katte) og derfra generaliserede til alle katte: Katte er sådan! Men katte er forskellige – det er det første, man opdager, når man har mere end en kat. Vi fik en kat og derefter tre killinger – og de er alle sammen meget forskellige!

Derfor giver det for mig ingen mening at sige, at katte er sådan og sådan – med mindre man holder sig til det helt basale: Katten er et lille dyr med fire poter, en lang hale og en blød pels – og så spinder den, når man kæler for den.

I en af bøgerne stod der noget i retning af: ”Katte er vanedyr. En god dag i en kats liv er en dag, hvor der ikke sker noget uforudset.” Det passer faktisk slet ikke på vores katte overhovedet. De ændrer selv alting hele tiden. De har et yndlingssovested et par dage – og så er det et nyt sted, der er yndlings. De vil ud om morgenen den ene dag, om aftenen den anden dag. Den ene er ude i to døgn i træk og kommer så ind og sover et døgn, den anden er ude to timer og kommer så ind og sover to timer – for næste dag at være ude hele natten. Der er ingen vaner, ingen rutiner, hver dag er en ny situation!

Katte kan tilpasse sig menneskers vaner – til en vis grad i hvert fald – men det er ikke det samme som, at de er vanedyr.

Så det bedste råd, jeg mener, man kan give katteejere, må være: Find ud af, hvordan din kat er – i dag! Jo mere du kan give din kat lov til at være den, den er, jo gladere en kat vil du have!

For at tage nogle eksempler:

Mad:

Trille elsker fisk og er ikke særlig meget for kød – især ikke stegt eller kogt. Hun elsker kogte og stegte kartofler og gulerødder, spaghetti, ost, nybagt brød, kalkun og tun.

Ronja er Kødspiser med stort K. Hun elsker råt oksekød – ja stort set alle slags kød i enhver form.

Gandalf elsker mad! Ikke tørfoder og slankekost, men ellers alle slags, gerne boller og helst med meget sovs på (typisk mand?)

Sophia elsker fløde og creme fraiche, tun og rå lever - hvilket hun er den eneste af dem, der vil spise!

Men indimellem ændrer det sig også: de gider ikke spise det samme hver dag - variation skal der til!

Inde/ude:

Gandalf og Trille er meget ude – både sommer og vinter. De – og især Gandalf - forstår det der med, at katte sover meget som noget fordelt over laaaang tid: Man er ude et par døgn, og så sover man lige et døgns tid, når man kommer hjem igen – men så er det også ud og i gang igen!

Ronja er meget inde – hun er lige ude et par timer, så ind og slumre lidt i sofaen, så ud et par timer igen – og så en god nats søvn i sofaen!

Sophia har mest været ude – men i løbet af denne vinter har hun også taget sofaen godt til sig!

I det hele taget kan det også svinge med årstiderne – og vejret! Ronja er ikke vild med regn og sne – Trille kan ikke lide regn, Gandalf er ligeglad!

Se mere for forskellene mellem vores katte i psyke og helbred under Vores katte, Lopper, Tæger/Flåter, og Bachs Blomstermedicin