Trilles fornemmelse for kunst

Hvad ved en kat om kunst? 
Ingenting troede jeg, men jeg fik uventet hjælp til at vinde bankens tegnekonkurrence!

Nede i den lokale bank havde de udskrevet en konkurrence, og jeg havde besluttet at være med. Man skulle tegne et motiv fra lokalområdet, og jeg havde altid holdt meget af at tegne. Men jeg var ude af øvelse, måtte jeg indse. I den sidste uge havde jeg flere gange siddet og stirret på tegnepapiret, men jeg havde ikke fået tegnet så meget som en enkelt streg.

Derfor havde jeg set frem til min ugentlige fridag, hvor jeg kunne få ro til projektet. Da jeg vågnede den morgen, kunne jeg mærke, at jeg var klar til at gå i gang. Jeg ville tegne vores kirke og de smukke, gamle bøgetræer omkring den. I dag skulle intet komme mig i vejen.

Vores kat, Trille, og jeg havde tit en hyggestund for os selv om morgenen, og sådan var det også i dag. Jeg sad i min lænestol med en kop kaffe, og Trille sprang op og slikkede mig på hånden. Hun gnavede også ganske blidt i min tommelfinger. Siden hun var helt lille, havde hun haft trang til at bide i ting, hun holdt af. En bold med en lille fjer var på det sidste blevet både tygget og slikket på i timevis, og når hun gnavede blidt i min finger, var jeg ikke i tvivl om, at det var for at sige, at hun elskede mig.

Men denne gang fik jeg et chok. Der var blod på hendes tænder. – Hvad i alverden? sagde jeg og løftede hende op. Det var ikke kun tænderne, også hendes tunge var mørkerød, og hun var rød omkring munden.

Trille brød sig ikke om at blive studeret på den måde, hun vred sig løs og løb tilbage til sin transportkasse. Kassen, foret med et håndklæde i bunden, havde været hendes yndlingssted, lige siden vi havde stillet den frem i entréen for at vænne hende til den. Nu så det ud, som om hendes første køretur skulle blive til dyrlægen.

Jeg løb ind og vækkede min mand, Jens-Ole. – Den er helt gal med Trille. Hun bløder ud af munden! Jens-Ole fik et dystert, målrettet udtryk i øjnene, da han så Trille. – Vi ringer til dyrlægen, sagde han.
– Jeg kan sætte Trille af hos ham på vej til arbejde. Så må han finde ud af, hvad der er galt!

Og så fulgte nogle hektiske minutter med at få gitteret sat på transportkassen og Trille båret ud i bilen. Hun kiggede undrende ud mellem tremmerne, men så faktisk ud til at tage det ganske roligt. Nogle gange arbejder man bedst under pres. Dyrlægen havde taget over, og der var ikke mere, jeg kunne gøre.

Jeg satte mig derfor foran papiret og tegnede et rids af kirken og træerne. Så lagde jeg ud med noget grønt, græsplænen foran kirken. Ikke videre originalt, men så var jeg da i gang. Mest af alt ønskede jeg at få de flotte efterårsfarver frem i bøgetræerne.

Jeg kiggede i bægeret med de dyre økologiske akvarelblyanter, jeg havde indkøbt for længe siden, for at finde den røde. Det var en særlig smuk og dyb rød... Min hånd svævede over blyanterne, så standsede den. Den røde farveblyant var der ikke! Et øjeblik sad jeg som stivnet. Så greb jeg min mobiltelefon og ringede Jens-Ole op. – Kom tilbage! sagde jeg. – Du har ikke afleveret hende endnu, vel?– Jeg holder foran klinikken. – Nej, nej, Trille fejler ingenting. – Fejler hun ingenting? – Nej, altså... det er helt tåbeligt. Men jeg ved, hvad der er i vejen.

Da Jens-Ole kom tilbage, skyndte jeg mig at åbne transportkassen. Trille susede ud og krøb ind under chatollet, som om hun fandt det klogest at holde sig i skjul, så længe hendes mennesker opførte sig så besynderligt. Jeg stak hånden ind i kassen og løftede håndklædet. Ganske rigtigt. Dérinde, bagerst, lå min mørkerøde farveblyant. Godt gennemgnavet. Det viste sig at give en ganske flot effekt, når jeg brugte den. Farven havde været opløst og var halvt om halvt stivnet igen. Det gav nogle små klumper, noget fnuller, der lignede små, fine efterårsblade.

Trille udforsker vandelementet

Jeg indhyllede træerne i det mørkerøde fnuller, og jeg brugte det til at dække jorden med efterårsløv. Jeg kaldte tegningen "Efterårskirke", og den vandt konkurrencen. Formanden for bankens kunstforening var imponeret over den helt særlige teknik, jeg havde brugt, og jeg måtte sige, at det ikke var mig, der havde fundet på den. Det var én, der hed Trille. – Tag hende med en dag, sagde han. Og det lovede jeg. Så Trilles næste køretur bliver nok en tur i banken.

Hvad er Bachs blomstermedicin?

Dr. Edward Bach var en læge, som i 1930'erne udviklede et system af forskellige plante- og blomsterudtræk, 38 remedier i alt. Hans teori var, at følelser står bag fysiske ubalancer, og hans remedier blev udviklet for at afbalancere følelsesmæssige ubalancer. Hvis følelserne bliver afbalanceret, bliver kroppen også helbredt. Dr. Bach var overbevist om, at sundhed var vores naturlige tilstand, og blomstermedicinen skulle være med til at genoprette denne sundhed. 
Bach blomstermedicin har længe været udbredt blandt mennesker - især er hans Nødhjælpsremedie kendt, en blanding som bruges ved alle former for chok og traumer. Jeg har selv haft rigtig gode erfaringer med at bruge Bachs blomstermedicin til klienter, og derfor var det også nærliggende for mig at prøve, om de ikke kunne hjælpe kattene. 
Der er efterhånden en del, som bruger Bachs blomstermedicin til dyr, men det mest almindelige er at bruge dem mod adfærdsproblemer, hvorimod det ikke er så almindeligt at bruge dem mod problemer som lopper og tæger osv. 

Jeg har efterhånden erfaring med begge dele, og det er helt klart, at Bachs blomstermedicin virker rigtig godt for katte - både mod adfærdsproblemer og som forebyggelse. Det er nærmest, som om at katte er mere modtagelige, mere sensitive overfor den blide, afbalancerende påvirkning, som blomstermedicinen er. 

Siden vi begyndte at give vores katte forebyggende dråber, har kattene ikke haft orm eller lopper, og Sophia og Gandalf - som var den største "tæge-magnet" - har næsten ingen tæger haft. Gandalf gik fra flere nye tæger om dagen til, at det er flere måneder siden, at han har haft en. Samtidig er jeg glad for at vide, at blomstermedicinen er fuldstændig ufarlig for dem, og jeg kan blive ved med at give den til dem, uden at de udvikler allergi eller resistens.

Lopper er en pestilens!

Vores katte har haft lopper 1 gang. I modsætning til tægerne var det umuligt at afgøre, om det var een kat eller dem alle sammen, der havde lopper, men pludselig var de alle vegne. De bed også os, de var i stolene og sofaen, og det var bare ikke sjovt. 

Jeg kom på, at man nok kunne bruge Citridal-olie mod lopperne og begyndte at give  alle kattene et par dråber Citridal-olie i nakken hver dag. Efter et par dage forsvandt lopperne. Vi støvsugede møblerne, vaskede løse tæpper osv. - og siden har vi ikke været plaget af lopper. Jeg fortsatte nogle uger med at dryppe hver kat ca. hver anden dag for at undgå, at lopperne vendte tilbage, men så fandt jeg ud af, at man også kunne forebygge lopper med Bachs Blomstermedicin. Og siden har der faktisk ikke været nogen lopper på nogen af kattene. 

Hvis ens kat har haft lopper i længere tid, skal man nok regne med, at det også tager længere tid, før de er helt væk. Men man vil hurtigt kunne se en bedring i, hvor meget de klør sig og evt. bare pletter i pelsen. 

Du kan selv lave en blanding- se opskrift på Citridal-olie