Kattehistorier - 2

Killinge-terapi

Ronja var helt anderledes end de to andre killinger i kuldet, hun brød sig ikke om at blive taget op, og jeg var sikker på, at hun aldrig ville knytte sig til nogen mennesker.

Der er forskel på killinger. Det fandt vi hurtigt ud af, da vores tilløbne kat havde født tre af slagsen. Nu boede de alle sammen i vores redskabsrum blandt havemaskiner, reoler og paller, og i udforskningen af denne nye forunderlige verden var det altid Ronja, der gik forrest. Den lille sorte killing var fuld af eventyrlyst, en rigtig lille røver. Det var hende, der nåede først op til hylden over sovekassen, og hende, der indviede græsopsamleren som sovested. De to andre, Gandalf og Trille, fulgte troligt i hælene på hende. Ronja var fuld af gåpåmod, men til gengæld var hun ikke nem at få kontakt med.

Gandalf og Trille havde snart vænnet sig til at blive taget op, men Ronja blev ved med at sprælle som en hel flok levende ål, hvis man prøvede at sidde med hende. Ronja fulgte os heller ikke med øjnene, når vi kom ind, men trak sig bare lidt forskræmt tilbage og løb så uden om os for at komme videre på sine aldrig hvilende erobringstogter.

Jo, der var forskel på killinger, og Ronja var nok bare ikke en kat, som ville komme til at knytte sig til mennesker, sådan som de to andre.

* * *

En dag kom min veninde Gitte på besøg med sin generte datter, Luna, på syv år. Da jeg spurgte, om hun ville se killingerne, nikkede hun bare og kiggede ned i jorden. Jeg vidste godt, at Gitte var lidt bekymret for hende, fordi hun var så indadvendt og havde svært ved at få venner i skolen. Men mon ikke sådan en flok killinger kunne tø hende lidt op?

Vi gik i samlet flok ned til redskabsrummet, hvor Gandalf og Trille fulgte os med store øjne, da vi kom ind. Ronja var ingen steder at se.

– Gandalf er den mest kælne, sagde jeg og rakte killingen til Luna. Jeg kunne se, at hun vidste, hvordan man skulle holde en killing, og spurgte Gitte, om vi skulle se på urtehaven imens. Det var hun med på.

På vej ud opdagede jeg Ronja. Hun lå og sov under havefræseren.

– Ronja ligger dérhenne, sagde jeg til pigen. – Men bare lad hende sove. Hun bryder sig alligevel ikke om at blive taget op.

– Nu skal du ikke give os en killing med hjem, sagde Gitte beslutsomt, da vi kom ud. – Jeg har ikke tid til at tage mig af sådan én.

– Bare rolig, vi vil slet ikke af med dem, lo jeg. – Vi er plaget af mus om efteråret, og vi kan sagtens bruge nogle dygtige musejægere.

Vi fik os en snak om haven, og en times tid senere begav vi os ned til redskabsrummet for at få Luna med op til frokosten. Da vi åbnede døren, blev jeg mødt af et uventet syn. Pigen sad stille på gulvet med en killing i favnen, og da jeg opdagede, at det var Ronja, turde jeg dårligt trække vejret.

Jeg listede stille ind. Ronja lå på ryggen som et lille barn i Lunas arme, med lukkede øjne, mens hun lod sig nusse bag øret. På et tidspunkt åbnede hun øjnene og så op på Luna med et roligt, lidt forundret blik.

Jeg var himmelfalden.

– Der er ingen, der har kunnet sidde sådan med Ronja før, hviskede jeg til Luna.

Luna blev ved med at se på Ronja og smilede bare. Men da vi omsider sad omkring bordet på terrassen, var hun pludselig fuld af ord. Hendes øjne strålede, mens hun fortalte løs om Ronja, og hvordan de havde leget sammen.

– Må jeg godt gå ned til hende igen? Og tak for mad, sluttede hendes beretning.

– Den form for killinge-terapi kan du da tage patent på, lo Gitte, da Luna var gået. – Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst har sagt så mange sætninger på en gang.

– Tja, sagde jeg. – Den terapi går vist begge veje.

Jeg så ud over græsset, mens jeg tænkte, at der også er forskel på mennesker. Luna havde fået noget frem i Ronja, som vi andre ikke havde været i stand til.

Gitte så lidt undskyldende på mig.

– Tror du...

Hun tøvede. Jeg måtte hjælpe hende det sidste stykke vej.

– Selvfølgelig må I få hende, sagde jeg og smilede ved tanken om, hvordan vi to voksne havde haft hver vores beslutsomme dagsorden, som nu var blevet fejet af bordet af en syv-årig pige og en killing.

Det var lidt vemodigt at skulle sige farvel til Ronja, men følelsen forsvandt ved tanken om, hvordan den lille killing havde set op på Luna, som om den for første gang havde opdaget, at der fandtes mennesker i verden. Jeg var ikke i tvivl om, at Ronja havde fundet sit rette hjem.

Kattehistorier - 3

Modeldrømme

Gandalf var en bedårende killing. Han havde en blød, dunet pels i ren hvid og sart grå med mørke tegninger, der fremhævede de store babyblå øjne, og han havde en evne til at se på én med et intenst og dybt blik. Han lignede præcis sådan en killing, som man satte på forsiden af poserne med kattemad. Gandalf selv var imidlertid helt upåvirket af sine fysiske fortrin, han elskede at overfalde sine søstre, grave i urtehaven og klatre i træer.

Men da jeg en dag faldt over en brochure fra et kendt firma, der afholdt en fotokonkurrence for at finde "Danmarks sødeste killing", blev jeg alligevel fyr og flamme.

– Gandalf vil være en sikker vinder! sagde jeg til min mand, Jens-Ole.

Jens-Ole virkede knap så begejstret. – Jeg tror ikke, Gandalf har lyst til en karriere som fotomodel. Han er en rask dreng, der ikke bare vil sidde til pynt.

Gandalf var den eneste han i kuldet, og Jens-Ole bildte sig ind, at han forstod ham bedre, end jeg gjorde. Men det handlede nu nok mere om, at vi ville blive nødt til at købe et nyt kamera, det gamle havde været defekt længe. Men selvfølgelig skulle firmaet ikke gå glip af Gandalf, og næste dag gik jeg simpelthen ud og købte et kamera på tilbud. Der var kun en uge tilbage af konkurrencen, så der var ingen tid at spilde.

Men Jens-Ole havde jo ret i, at Gandalf var en rigtig dreng; han var blandt andet meget optaget af elektronik og maskiner. Han sad forundret og kiggede op på skærmen, når vi så fjernsyn. Han sad også tit foran opvaskemaskinen, mens den kørte, og lyttede til de mærkelige lyde, den producerede. Det prøvede jeg selvfølgelig at udnytte, for han så virkelig nuttet ud, når han sad sådan og var dybt betaget af apparaterne.

Desværre blev han også dybt betaget af kameraet. Så snart jeg satte mig i nærheden af ham, kom han ilende for at se, hvad det var for en dims, jeg havde i hænderne. Jeg fik en hel del billeder af Gandalfs snude og hans ene øje i ultranær, mens han ivrigt undersøgte kameralinsen.

Gandalf undersøger kamerasnoren

Så prøvede jeg at tage ham med udenfor, hvor kameraet måske ikke ville syne af så meget. Jeg placerede Gandalf dekorativt i et blomsterbed, hvor han omgående begyndte at jage rundt efter en edderkop, som havde lavet spind mellem stauderne. Jeg fik en række billeder af Gandalfs hale, idet han susede forbi linsen, og nogle stykker, hvor han havde edderkoppespind i hele hovedet.

– Jens-Ole, du må hjælpe mig, stønnede jeg udmattet, da jeg kom ind. – Du må få ham til at sidde stille, mens jeg tager billederne.

Jens-Ole smilede med et udtryk af hvad-sagde-jeg, men han indvilligede dog.

Næste dag satte vi alle sejl til. Bevæbnet til tænderne styrede vi gennem haven for at finde Gandalf, jeg med kameraet og Jens-Ole med en fjer i en pind; den skulle Gandalf sidde og kigge fascineret op på, mens jeg tog de bedårende billeder.

Vi fandt Gandalf nede i carporten, hvor han smuttede frem under bilen.

Jeg så straks, at der var noget forandret; på brystet og poterne var der lange sorte streger, som ikke plejede at være der. – Det er olie! udbrød jeg, da Jens-Ole tog ham op.

Jens-Ole smilede og nussede Gandalf bag øret. – Han har været inde under bilen og undersøgt mekanikken. Han pønser vel på at blive mekaniker!

Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde. Min yndige killing lignede en tot brugt tvist.

– Vi er nødt til at få det af, så han ikke slikker det i sig, sagde jeg opgivende. Så hentede vi Jens-Ole' gamle skægtrimmer og barberede hårene med olie af. Det blev en tæt barbering, der lavede store huller i den bløde dunede pels. Dér røg den konkurrence.

Gandalf selv tog det let. Han syntes, det var morsomt at blive barberet, og bagefter susede han ud og gravede i kartoffelbedet, ganske ligeglad med sin uheldige frisure. Til gengæld kunne vi et par måneder efter sidde og glæde os over alle de morsomme billeder, vi havde fået taget: Gandalfs snude i ultranær, Gandalf viklet ind i edderkoppespind plus de hundredevis af andre billeder, det var blevet til, takket være det nye digitalkamera. Og Gandalf, der havde fået fin pels igen, kiggede med, for han elskede at følge med i, hvad vi lavede på computeren.

Så lykkedes det!

Verdens mest bedårende hankat, men det stiger ham ikke til hovedet, for han vil ikke bare sidde til pynt.

Trilles fornemmelse for kunst

Hvad ved en kat om kunst? 
Ingenting troede jeg, men jeg fik uventet hjælp til at vinde bankens tegnekonkurrence!

Nede i den lokale bank havde de udskrevet en konkurrence, og jeg havde besluttet at være med. Man skulle tegne et motiv fra lokalområdet, og jeg havde altid holdt meget af at tegne. Men jeg var ude af øvelse, måtte jeg indse. I den sidste uge havde jeg flere gange siddet og stirret på tegnepapiret, men jeg havde ikke fået tegnet så meget som en enkelt streg.

Derfor havde jeg set frem til min ugentlige fridag, hvor jeg kunne få ro til projektet. Da jeg vågnede den morgen, kunne jeg mærke, at jeg var klar til at gå i gang. Jeg ville tegne vores kirke og de smukke, gamle bøgetræer omkring den. I dag skulle intet komme mig i vejen.

Vores kat, Trille, og jeg havde tit en hyggestund for os selv om morgenen, og sådan var det også i dag. Jeg sad i min lænestol med en kop kaffe, og Trille sprang op og slikkede mig på hånden. Hun gnavede også ganske blidt i min tommelfinger. Siden hun var helt lille, havde hun haft trang til at bide i ting, hun holdt af. En bold med en lille fjer var på det sidste blevet både tygget og slikket på i timevis, og når hun gnavede blidt i min finger, var jeg ikke i tvivl om, at det var for at sige, at hun elskede mig.

Men denne gang fik jeg et chok. Der var blod på hendes tænder. – Hvad i alverden? sagde jeg og løftede hende op. Det var ikke kun tænderne, også hendes tunge var mørkerød, og hun var rød omkring munden.

Trille brød sig ikke om at blive studeret på den måde, hun vred sig løs og løb tilbage til sin transportkasse. Kassen, foret med et håndklæde i bunden, havde været hendes yndlingssted, lige siden vi havde stillet den frem i entréen for at vænne hende til den. Nu så det ud, som om hendes første køretur skulle blive til dyrlægen.

Jeg løb ind og vækkede min mand, Jens-Ole. – Den er helt gal med Trille. Hun bløder ud af munden! Jens-Ole fik et dystert, målrettet udtryk i øjnene, da han så Trille. – Vi ringer til dyrlægen, sagde han.
– Jeg kan sætte Trille af hos ham på vej til arbejde. Så må han finde ud af, hvad der er galt!

Og så fulgte nogle hektiske minutter med at få gitteret sat på transportkassen og Trille båret ud i bilen. Hun kiggede undrende ud mellem tremmerne, men så faktisk ud til at tage det ganske roligt. Nogle gange arbejder man bedst under pres. Dyrlægen havde taget over, og der var ikke mere, jeg kunne gøre.

Jeg satte mig derfor foran papiret og tegnede et rids af kirken og træerne. Så lagde jeg ud med noget grønt, græsplænen foran kirken. Ikke videre originalt, men så var jeg da i gang. Mest af alt ønskede jeg at få de flotte efterårsfarver frem i bøgetræerne.

Jeg kiggede i bægeret med de dyre økologiske akvarelblyanter, jeg havde indkøbt for længe siden, for at finde den røde. Det var en særlig smuk og dyb rød... Min hånd svævede over blyanterne, så standsede den. Den røde farveblyant var der ikke! Et øjeblik sad jeg som stivnet. Så greb jeg min mobiltelefon og ringede Jens-Ole op. – Kom tilbage! sagde jeg. – Du har ikke afleveret hende endnu, vel?– Jeg holder foran klinikken. – Nej, nej, Trille fejler ingenting. – Fejler hun ingenting? – Nej, altså... det er helt tåbeligt. Men jeg ved, hvad der er i vejen.

Da Jens-Ole kom tilbage, skyndte jeg mig at åbne transportkassen. Trille susede ud og krøb ind under chatollet, som om hun fandt det klogest at holde sig i skjul, så længe hendes mennesker opførte sig så besynderligt. Jeg stak hånden ind i kassen og løftede håndklædet. Ganske rigtigt. Dérinde, bagerst, lå min mørkerøde farveblyant. Godt gennemgnavet. Det viste sig at give en ganske flot effekt, når jeg brugte den. Farven havde været opløst og var halvt om halvt stivnet igen. Det gav nogle små klumper, noget fnuller, der lignede små, fine efterårsblade.

Trille udforsker vandelementet

Jeg indhyllede træerne i det mørkerøde fnuller, og jeg brugte det til at dække jorden med efterårsløv. Jeg kaldte tegningen "Efterårskirke", og den vandt konkurrencen. Formanden for bankens kunstforening var imponeret over den helt særlige teknik, jeg havde brugt, og jeg måtte sige, at det ikke var mig, der havde fundet på den. Det var én, der hed Trille. – Tag hende med en dag, sagde han. Og det lovede jeg. Så Trilles næste køretur bliver nok en tur i banken.