Kattes forskellighed

 Mennesker, der kun har 1 kat, siger ofte: katte er sådan, eller katte er sådan, som om alle katte er, sådan som deres kat er. Men fordi vi fik 4 katte stort set på en gang, har vi set, hvor forskellige katte kan være.

Allerede fra den første vinter stod det klart, at nogle af vores katte ikke brød sig om sne og kulde! Sophia og Ronja holdt sig inde, fra den første sne faldt - de skulle sandelig ikke nyde noget af at få våde poter, ellers tak!

Tanterne ville kun kigge ud på sneen 

Vi kaldte dem "tanterne", og tanterne holdt til på førstesalen - som er vores stue, endnu et af de sjove elementer ved vores hus: 1. salen er stuen ;)

Der er rigelig med plads i stuen - masser af gode stole og bløde sofaer, man kan ligge i, og hvis man rigtig skal sove igennem, kan man altid lægge sig under sofaen - og det gør de så.

Gandalf og Trille var udekattene - Gandalf, vores hankat, var nogen gange lidt for glad for at være ude: han kunne være væk i over en måned uden at komme hjem, det var hårdt, for selvom det var sket før, så blev vi altid bekymrede for, om han overhovedet kom hjem igen. Trille elskede al slags vejr: blæst? juhu, så kan man suse rundt og fange bladene, der hvirvler rundt. Regn? Der er ingen der har taget skade af at blive lidt våd - hun elskede også at lege med vand i håndvasken ... og sne? jamen det er da bare dejligt :)

Trille elskede at lege med vand

Og at være med ude i sneen

"Hvidpoterne" kaldte vi Gandalf og Trille, og de skulle ofte ind samtidig eller ud samtidig, men var ellers ikke de bedste venner. Trille var generelt ikke vild med de andre og holdt sig helst for sig selv - et angreb er det bedste forsvar, mente hun, og derfor knurrede hun af alle katte, der kom i nærheden af hende. Men hun og Gandalf kunne godt sidde sammen foran hoveddøren og vente på at blive lukket ind - og så havde Trille udviklet en særlig teknik med at kradse på døren, så vi kunne høre, at hun ville ind. Først helt blidt og stille, men hvis der ikke blev åbnet, så blev der kradset hårdere og hårdere - et mirakel at hun ikke fik kradset hoveddøren helt i stykker! Imens sad Gandalf lidt derfra og lod hende sørge for at døren blev åbnet - og så lod han hende også gå først ind, man er vel en gentle-kat! (Han lod i øvrigt også altid de andre komme først til madskålene - også når det var lækkerbiskener. En utrolig tillidsfuld kat!)

Når Gandalf var hjemme mellem sine - indimellem meget lange - løbeture, så kunne han være noget så kælen og var altid frisk på at være med til et lille hvil, hvis han kunne blive kælet for imens ;)

Hviletid - sammen med Gandalf

Da Sophia døde, ændrede tingene sig. Ronja havde først en lang periode, hvor hun var meget trist. Hun spiste ikke meget, ville ikke ud og lavede ikke meget andet end at småsove hele dagen. Men så begyndte Gandalf at ligge oppe på 1. salen sammen med hende - det havde han aldrig gjort før. Og efter nogle dage kvikkede Ronja mere op, og hun begyndte at ville ud igen. Og de to blev venner på en måde, de aldrig havde været før. Da de var små, havde Gandalf det med at løbe efter sine søstre - kun i sjov sikkert, men da han var meget større end dem lige fra starten, så var de altid lidt bange for ham. Men nu begyndte Ronja og Gandalf at være sammen på en ny måde, hvor man kan se, at de nyder hinandens selskab.

De nye bedste venner

Ferielivets fristelser

 Vores årlige ferie nærmede sig med hastige skridt. Vi plejede at rejse en uge til Grækenland hver sommer, og i år var ingen undtagelse, ferien havde været bestilt i lang tid, og jeg glædede mig som sædvanlig. Og så alligevel ikke helt så meget som ellers. For siden sidste år havde vi jo fået en kat, Trille, og jeg var noget bekymret ved at skulle være væk fra hende for første gang. – Det er ikke noget problem, sagde Jens-Ole, min mand, hver gang jeg luftede mine bekymringer. – Det er sommer og godt vejr, hun er alligevel ude og lege det meste af tiden, hun vil såmænd dårlig nok lægge mærke til, at vi er væk!

Og de praktiske ting var da også aftalt for længst, nabokonen Ella ville komme og give hende mad to gange om dagen og også kæle for hende og underholde hende. Men ville hun ikke komme til at savne os?

Det hele blev ikke nemmere, da jeg begyndte at pakke. Jeg pakker altid i god tid før rejsen, men lige så snart kufferten kom frem, så susede Trille hen og lagde sig i den. Og da jeg siden åbnede den for at lægge noget nyvasket, nystrøget tøj i den, vupti så lå Trille ovenpå tøjet.

- Du krøller det fine tøj, Trille, sagde jeg og ville tage hende op. Så gned hun hovedet mod min hånd og gnavede blidt i den som hun plejede. Normalt tog jeg det bare som et tegn på, at hun holdt af mig, nu begyndte jeg snarere at se det som en bøn om, at vi ikke måtte rejse uden hende.

Afrejsedagen oprandt, kufferten var blevet lukket – uden Trille – og der var indkøbt rigeligt mad til hende. I sidste øjeblik havde vi købt 10 ekstra dåser, fordi jeg pludselig blev bange for, at der ikke var mad nok. Ella havde lovet flere gange at se til Trille flere gange om dagen, og så drog vi afsted.

Ferien var som altid pragtfuld, og vi følte os genopladede, da vi kom hjem igen. Selvfølgelig havde vi savnet Trille og talt om hende hver dag, og det, vi glædede os allermest til ved hjemkomsten, var at se hende igen.

Vi fløj ud af bilen og op på verandaen, der var ingen Trille og værre endnu: stort set alle de dåser, vi havde købt til ugen, stod der også - uåbnede. Så skyndte vi os over til Ella, mens vi kaldte på Trille af vores lungers fulde kraft.

Ella måtte indrømme, at hun faktisk stort set ikke havde set Trille mens vi havde været væk. – Hun har nok savnet jer, sagde hun. – Hun har næsten heller ikke rørt maden, så jeg satte kun lidt frem ad gangen. 

Vi fik den dårligste samvittighed, men vi måtte jo takke Ella for hendes ulejlighed, og så gik vi hjem igen. Vi kaldte igen på hende og lod alle døre stå åbne, mens vi pakkede ud, men hun dukkede ikke op.

Vi havde for længe siden aftalt, at vi ville have nem aftensmad den dag vi kom hjem, så vi gik hen på den kro, der var åbnet i vores landsby om foråret. De havde en dejlig gårdhave, hvor vi allerede havde siddet og nydt vores mad flere gange i løbet af sommeren, og nu sad vi der så igen, denne gang dog med tunge hjerter. – Hun skal nok komme hjem igen, sagde Jens-Ole, men det lød noget halvhjertet.

- Tænk, hvis hun har troet at vi havde forladt hende for evigt og er flyttet over til nogle andre, sagde jeg og kiggede trist ud i luften.

Og pludselig fangede noget mit øje. Døren til kroens køkken gik op, en kok stillede en tallerken udenfor døren, og jeg så et glimt af en sort hale. Jeg rejste mig lidt op for at se bedre, og så udbrød jeg: - Der er hun! Trille!

- Hvor? sagde Jens-Ole, samtidig med at Trille drejede hovedet. – Åh, Trille, råbte jeg og løb hen til hende. Hun gned sit lille hoved mod min hånd, og jeg tog hende op i favnen.

- Er det jeres kat? spurgte kokken.

- Ja, sagde jeg.

- Nå, vi troede ellers hun var vores lille maskot. Ja, det har vi kaldt hende. Det har været så hyggeligt det sidste stykke tid, hun har bare været her hver dag og ja.... vi har jo masser af rester, så dem kunne hun jo lige så godt få!

Imens var Jens-Ole kommet til. – Tak, sagde han. – Det er pænt af jer at I har taget jer af hende, men det er altså vores kat.

Trille fik sin mad med over til vores bord, og hun gik pænt med os hjem. Det første hun gjorde, da hun kom ind, var at putte sig i kufferten. Denne gang gjorde det mig ikke noget – heller ikke at kufferten var hendes foretrukne sovested i lang tid derefter. Og hvis hun resten af sommeren indimellem ikke havde den store appetit, sagde vi bare til hinanden: - Nå, hun har nok været på kro igen!

Fra katte-allergiker til rask katte-ejer

Da jeg var barn, havde vi mange katte. Men da jeg blev 15, fik jeg pludselig voldsom astma, og undersøgelser viste, at jeg var allergisk overfor katte – og alle pelsdyr – og støv. Så vi blev nødt til at skille os af med kattene, og det var hårdt. I løbet af de næste 15 år kom flere allergier til: overfor parfume, formaldehyd, nikkel, konserveringsmidler, paracetamol og sulfa-præparater - og stress. Jeg fik en eksem, som jeg i mange år holdt nede med binyrebarkhormon-creme. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad den kom af, men mente, at jeg ikke kunne tåle stress.

Sådan gik det, til jeg var i starten af fyrrerne og gik i gang med at lave helt om på mit liv. Jeg tog en uddannelse til Reiki-healer, studerede kost og kosttilskud, homøopatisk medicin og meget mere. Jeg flyttede på landet, hvor jeg bor nu, og mit helbred er hele tiden blevet bedre og bedre. Jeg har også gjort rigtig meget for det – men egentlig ikke specifikt for katte-allergien. Selvfølgelig har jeg hele tiden haft et håb og et ønske om at kunne komme til at have kat igen, men faktisk var katte-allergien noget af det sidste, der gik over. Jeg har gennem årene igen og igen opsøgt katte for at se, om jeg nu kunne tåle dem, men uden held. Jeg slog ud på huden med kløe og rødmen, øjnene løb, næsen løb ... heldigvis dog ikke astma, den forsvandt for mange år siden.

Der kæles med gummihandsker på!

Så da vi for nogle år siden fik tilbudt en kat fra genboen, besluttede vi at sige ja tak med den forudsætning, at det skulle være en ren ude-kat. Den skulle bo i redskabsrummet, hvor vi indrettede en lille hule til den. Og i starten, da vi havde Sophia, rørte jeg kun ved hende med gummihandsker på. Jeg løftede hende ikke op og prøvede at undgå at få kattehår på tøjet.
Men efterhånden begyndte jeg at glemme handskerne, og jeg opdagede, at der ikke skete noget. Ingen kløe eller rødmen på huden. Så begyndte jeg at tage hende op, og der skete heller ikke noget. Men alligevel var jeg fast besluttet på, at hun ikke måtte komme ind i huset, så da killigerne var små, boede de allesammen i redskabsrummet. Jeg var bange for, at hvis de først kom ind, og jeg så pludselig blev allergisk igen, ville det være svært at vænne dem fra at være inde igen – og helt umuligt at komme af med alle kattehårene i møblerne.

Så blev en af killingerne forkølet, og jeg tog den med ind, og gradvist begyndte vi alligevel at slække på det. Efteråret nærmede sig, og vi nød at være sammen med kattene, så vi vidste, at vi ville savne dem, hvis de ikke var inde hos os om vinteren. Så til sidst flyttede de ind i huset – og der har de været siden. Jeg har stadig ingen allergiske reaktioner, ingen kløe eller noget somhelst.

I mellemtiden var jeg imidlertid også begyndt at tage bioidentiske hormoner, så jeg fik rettet op på forskellige hormonelle ubalancer. Der oplevede jeg, at mange forskellige problemer og lidelser forsvandt - bl.a. slap jeg af med eksemen og blæreproblemer, jeg havde lidt af hele livet. Det inspirerede mig til at gå i gang med at forske i bioidentiske hormoner og hormonbalancen generelt. Resultatet af det er blevet en bog, som jeg har skrevet sammen med min mand: "Naturlig hormonterapi - du har et valg!"
Du kan læse mere om bogen her.

Udover hormonterapien tror jeg også, at alle de andre ting, jeg har gjort, har haft en betydning. Jeg fik fjernet alle mine amalgam-plomber i tænderne og fulgte op med udrensning og kosttilskud. Jeg har skrevet om mine erfaringer med amalgam-plomber - og paradentose - på paradentoseinfo.dk. Samtidig gik jeg over til at spise efter min blodtype, og det har helt sikkert også været medvirkende. Jeg har en hjemmeside med lækre opskrifter, som er tilpasset blodtypekosten på blodtypeopskrifter.dk. 
Under alle omstændigheder er jeg dybt taknemmelig for, at det er lykkedes at komme af med min katteallergi.

Fri mig for flere flåter!

Alle, der har haft mere end én kat, ved, at nogle katte får mange tæger/flåter, andre ingen. 
Ronja har f.eks. aldrig haft en tæge, Trille har haft een, Sophia har haft en hel del - og Gandalf har haft mange. Gandalf var nærmest en tæge-magnet: stort set hver gang han havde været ude, kom han ind med en eller flere nye tæger på sig! Heldigvis er han også den roligste af dem, så det er ikke noget problem at fjerne dem med en tægetang. I starten var jeg ikke så god til det - også lidt nervøs over det - men efterhånden fik jeg et godt tag på det. Og han tog det altid roligt. For mig virker det som om, at han godt ved, at den er der, og at han ikke bryder sig om det, for når jeg tager ham med ud på badeværelset for at fjerne den, så lægger han sig til rette, så stedet med tægen vender op mod mig og er let at komme til! Sådan lidt: "ja tak, fjern lige den tæge for mig!"

Jeg fandt ud af, at olivenolie blandet med nogle dråber Citridal (grapefrugtkerne-ekstrakt) fik tægerne til at slippe lettere, så nu drypper jeg altid Citridal på først. 

Citridal hjælper også på Sophia - som går agurk bare hun ser tægetangen! Det er helt umuligt at komme i nærheden af hende med den i hånden. Så jeg har fundet ud af, at hvis jeg bare drypper nogle dråber Citridal, blandet med olivenolie, på tægen, så bliver den ligesom bedøvet, og næste gang, Sophia kommer ind, er tægen som regel væk. Måske falder den af, eller den bliver så bedøvet, så hun selv kan kradse den væk uden problemer. 

Olivenolie med Citridal er også godt mod lopper, så det er en god idé altid at have en flaske stående. Citridal kan købes i helsekostforretninger og en lille flaske vil holde uendeligt længe. Det er meget stærkt og skal derfor fortyndes meget, inden man bruger det. Til gengæld er det så i fortyndet form ugiftigt både indvortes og udvortes - dvs. at der sker ingen skade, hvis katten får lidt i sig, og der er heller ingen begrænsning for, hvor ofte man kan bruge det. 

Opskrift på Citridal-olie
Tag en flaske med pipette 20 eller 30 ml. Fyld den næsten helt med olivenolie og tilsæt 5 dråber Citridal. Ryst grundigt - og sæt en etiket på, så du ved, hvad der er i ;-) 

Men det er selvfølgelig bedre at forebygge - man kan godt blive træt af at fjerne flåter, også selvom katten er noget så medgørlig. Så jeg har udviklet en blanding af Bachs Blomstermedicin, som effektivt forebygger flåter/tæger (og lopper i øvrigt også). Læs mere om Bachs Blomstermedicin som forebyggelse her.

Kattehistorier - 1

En lille misforståelse

Vores grå kat, Sophia, havde været en rigtig omstrejfer, og nu, hvor det var lykkedes at få hende til at slå sig ned i vores redskabsrum, skulle der ikke mangle noget. Jeg diskede op med det bedste, huset kunne præstere – leverpostej, lammekød, tun og kyllingelår.

- Det er så rart, at vi endelig kan få brug for de små, dumme rester fra middagsmaden, sagde jeg, mens jeg hældte op i madskålen.

- Men er det nu også korrekt afbalanceret? sagde min mand, Jens-Ole. - Forholdet mellem fedt og proteiner og alt det der. Jeg synes, hun er begyndt at blive tykkere.

- Selvfølgelig er hun blevet tykkere. Nu får hun endelig god mad. Så er det klart, at hun tager på.

- Hm, sagde Jens-Ole.

Jeg havde haft kat som barn, og selv om jeg ikke kunne huske ret meget om det, følte jeg, at jeg måtte tage føringen i kattespørgsmål.

Men efter nogle dage måtte jeg indrømme, at der måske var noget om det. Vores lille, grå kat kom ikke længere ivrigt hoppende imod os, snarere velvilligt luntende. Bestemt ikke så væver og elegant, som hun før havde været. Og man kunne da også tydeligt se, at hun var blevet tykkere omkring maven.

Men selv havde hun åbenbart ikke lagt mærke til det. En dag, da vi sad og spiste på terrassen, ville hun smutte mellem to brædder i læhegnet, som hun havde gjort så tit. Og så sad hun fast. Jeg skal aldrig glemme det forundrede udtryk, hun fik, da det gik op for hende, at hun hverken kunne komme frem eller tilbage.

Vi kunne desværre ikke lade være med at le, hvilket kun gjorde ydmygelsen større. Jens-Ole sendte mig et ”har-det-her-nu-ikke-stået-på-længe-nok”-blik. Så rejste han sig og gik hen og lempede hende fri.

- Okay, sagde jeg. – Hun skal på slankekur, og det lige pr. omgående!

Diætfoder med ”optimal vægtkontrol” – det var lige, hvad vi havde brug for. Det var dyrt, men nødvendigt, og da vi kom hjem fra dyrehandlen, hældte jeg straks de små, brune kugler op i madskålen og serverede dem for Sophia.

Hun snusede en enkelt gang til det videnskabelige tørfoder. Så sendte hun mig et blik, der kun kunne tolkes som strengt og irettesættende, og satte sig med ryggen til madskålen og gav sig til at slikke en forpote omhyggeligt.

- Hun skal nok spise, når hun bliver ordentligt sulten, sagde Jens-Ole.

Vi lod timerne gå, men det fedtfattige foder blev stående urørt.

Sophia er en værdig kat, der ikke nedlader sig til at tigge. Vi indtog middagen på terrassen, og hun nøjedes med at spankulere frem og tilbage foran os, mens vi spiste, og da vi et øjeblik var optaget af at rette på parasollen, tog hun et raskt initiativ og sprang op på bordet. Jeg nåede at gribe hende sekundet før, hun satte tænderne i min hakkebøf.

- Du har dejligt tørfoder, sagde jeg og løftede hende ned.

Vi satte os igen, mens Sophia genoptog sin vandring frem og tilbage foran os.

- Jeg kan altså ikke spise mere, sagde jeg.

- Det er afpresning, sagde Jens-Ole. – Vi må stå fast.

Tynget af dårlig samvittighed og deprimeret ved tanken om vores stakkels, sultne kat gik jeg næste dag ud til staudebedet for at afreagere med et lugejern. Ella, vores nabo, var i gang på den anden side af hækken.

- Nå, sagde hun, - er det lige op over?

Jeg kiggede forvirret på hende. – Lige op over? Hvad mener du?

- Ja, med killingerne. I giver hende vel ekstra meget at spise nu, så hun har mælk nok til dem.

- Killinger…?

Jeg må have set mærkelig ud, som jeg stod dér og glanede ud i luften. Så faldt brikkerne pludselig på plads, jeg smed mit lugejern og løb tilbage mod huset.

- Jens-Ole! råbte jeg stakåndet. – Jens-Ole!

Få minutter efter var vi i gang i køkkenet med at finde alt, hvad vi havde af spiseligt til en kat. Heldigvis havde jeg gemt rester fra flere dages middagsmad.

- Jeg aner da ikke, hvordan en gravid kat ser ud! sagde Jens-Ole mildt bebrejdende. - Havde du ikke kat, da du var barn?

- Jeg tror, den må have været steriliseret.

Så fór vi ud til Sophia med tallerkener og skåle, fyldt med det bedste, huset kunne præstere. Leverpostej, lammekød, tun, kyllingelår. Sophia smøg sig om vores ben, før hun kastede sig over lækkerierne, som for at forsikre os om, at den lille misforståelse allerede var glemt.

Og to uger efter skete miraklet – Sophia blev slank igen, da hun nedkom med tre små, velskabte killinger. Det fik kun strømmen af lækkerier til at øges, for den nybagte mor skulle i hvert fald ikke mangle noget!

Kattehistorier - 2

Killinge-terapi

Ronja var helt anderledes end de to andre killinger i kuldet, hun brød sig ikke om at blive taget op, og jeg var sikker på, at hun aldrig ville knytte sig til nogen mennesker.

Der er forskel på killinger. Det fandt vi hurtigt ud af, da vores tilløbne kat havde født tre af slagsen. Nu boede de alle sammen i vores redskabsrum blandt havemaskiner, reoler og paller, og i udforskningen af denne nye forunderlige verden var det altid Ronja, der gik forrest. Den lille sorte killing var fuld af eventyrlyst, en rigtig lille røver. Det var hende, der nåede først op til hylden over sovekassen, og hende, der indviede græsopsamleren som sovested. De to andre, Gandalf og Trille, fulgte troligt i hælene på hende. Ronja var fuld af gåpåmod, men til gengæld var hun ikke nem at få kontakt med.

Gandalf og Trille havde snart vænnet sig til at blive taget op, men Ronja blev ved med at sprælle som en hel flok levende ål, hvis man prøvede at sidde med hende. Ronja fulgte os heller ikke med øjnene, når vi kom ind, men trak sig bare lidt forskræmt tilbage og løb så uden om os for at komme videre på sine aldrig hvilende erobringstogter.

Jo, der var forskel på killinger, og Ronja var nok bare ikke en kat, som ville komme til at knytte sig til mennesker, sådan som de to andre.

* * *

En dag kom min veninde Gitte på besøg med sin generte datter, Luna, på syv år. Da jeg spurgte, om hun ville se killingerne, nikkede hun bare og kiggede ned i jorden. Jeg vidste godt, at Gitte var lidt bekymret for hende, fordi hun var så indadvendt og havde svært ved at få venner i skolen. Men mon ikke sådan en flok killinger kunne tø hende lidt op?

Vi gik i samlet flok ned til redskabsrummet, hvor Gandalf og Trille fulgte os med store øjne, da vi kom ind. Ronja var ingen steder at se.

– Gandalf er den mest kælne, sagde jeg og rakte killingen til Luna. Jeg kunne se, at hun vidste, hvordan man skulle holde en killing, og spurgte Gitte, om vi skulle se på urtehaven imens. Det var hun med på.

På vej ud opdagede jeg Ronja. Hun lå og sov under havefræseren.

– Ronja ligger dérhenne, sagde jeg til pigen. – Men bare lad hende sove. Hun bryder sig alligevel ikke om at blive taget op.

– Nu skal du ikke give os en killing med hjem, sagde Gitte beslutsomt, da vi kom ud. – Jeg har ikke tid til at tage mig af sådan én.

– Bare rolig, vi vil slet ikke af med dem, lo jeg. – Vi er plaget af mus om efteråret, og vi kan sagtens bruge nogle dygtige musejægere.

Vi fik os en snak om haven, og en times tid senere begav vi os ned til redskabsrummet for at få Luna med op til frokosten. Da vi åbnede døren, blev jeg mødt af et uventet syn. Pigen sad stille på gulvet med en killing i favnen, og da jeg opdagede, at det var Ronja, turde jeg dårligt trække vejret.

Jeg listede stille ind. Ronja lå på ryggen som et lille barn i Lunas arme, med lukkede øjne, mens hun lod sig nusse bag øret. På et tidspunkt åbnede hun øjnene og så op på Luna med et roligt, lidt forundret blik.

Jeg var himmelfalden.

– Der er ingen, der har kunnet sidde sådan med Ronja før, hviskede jeg til Luna.

Luna blev ved med at se på Ronja og smilede bare. Men da vi omsider sad omkring bordet på terrassen, var hun pludselig fuld af ord. Hendes øjne strålede, mens hun fortalte løs om Ronja, og hvordan de havde leget sammen.

– Må jeg godt gå ned til hende igen? Og tak for mad, sluttede hendes beretning.

– Den form for killinge-terapi kan du da tage patent på, lo Gitte, da Luna var gået. – Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst har sagt så mange sætninger på en gang.

– Tja, sagde jeg. – Den terapi går vist begge veje.

Jeg så ud over græsset, mens jeg tænkte, at der også er forskel på mennesker. Luna havde fået noget frem i Ronja, som vi andre ikke havde været i stand til.

Gitte så lidt undskyldende på mig.

– Tror du...

Hun tøvede. Jeg måtte hjælpe hende det sidste stykke vej.

– Selvfølgelig må I få hende, sagde jeg og smilede ved tanken om, hvordan vi to voksne havde haft hver vores beslutsomme dagsorden, som nu var blevet fejet af bordet af en syv-årig pige og en killing.

Det var lidt vemodigt at skulle sige farvel til Ronja, men følelsen forsvandt ved tanken om, hvordan den lille killing havde set op på Luna, som om den for første gang havde opdaget, at der fandtes mennesker i verden. Jeg var ikke i tvivl om, at Ronja havde fundet sit rette hjem.

Kattehistorier - 3

Modeldrømme

Gandalf var en bedårende killing. Han havde en blød, dunet pels i ren hvid og sart grå med mørke tegninger, der fremhævede de store babyblå øjne, og han havde en evne til at se på én med et intenst og dybt blik. Han lignede præcis sådan en killing, som man satte på forsiden af poserne med kattemad. Gandalf selv var imidlertid helt upåvirket af sine fysiske fortrin, han elskede at overfalde sine søstre, grave i urtehaven og klatre i træer.

Men da jeg en dag faldt over en brochure fra et kendt firma, der afholdt en fotokonkurrence for at finde "Danmarks sødeste killing", blev jeg alligevel fyr og flamme.

– Gandalf vil være en sikker vinder! sagde jeg til min mand, Jens-Ole.

Jens-Ole virkede knap så begejstret. – Jeg tror ikke, Gandalf har lyst til en karriere som fotomodel. Han er en rask dreng, der ikke bare vil sidde til pynt.

Gandalf var den eneste han i kuldet, og Jens-Ole bildte sig ind, at han forstod ham bedre, end jeg gjorde. Men det handlede nu nok mere om, at vi ville blive nødt til at købe et nyt kamera, det gamle havde været defekt længe. Men selvfølgelig skulle firmaet ikke gå glip af Gandalf, og næste dag gik jeg simpelthen ud og købte et kamera på tilbud. Der var kun en uge tilbage af konkurrencen, så der var ingen tid at spilde.

Men Jens-Ole havde jo ret i, at Gandalf var en rigtig dreng; han var blandt andet meget optaget af elektronik og maskiner. Han sad forundret og kiggede op på skærmen, når vi så fjernsyn. Han sad også tit foran opvaskemaskinen, mens den kørte, og lyttede til de mærkelige lyde, den producerede. Det prøvede jeg selvfølgelig at udnytte, for han så virkelig nuttet ud, når han sad sådan og var dybt betaget af apparaterne.

Desværre blev han også dybt betaget af kameraet. Så snart jeg satte mig i nærheden af ham, kom han ilende for at se, hvad det var for en dims, jeg havde i hænderne. Jeg fik en hel del billeder af Gandalfs snude og hans ene øje i ultranær, mens han ivrigt undersøgte kameralinsen.

Gandalf undersøger kamerasnoren

Så prøvede jeg at tage ham med udenfor, hvor kameraet måske ikke ville syne af så meget. Jeg placerede Gandalf dekorativt i et blomsterbed, hvor han omgående begyndte at jage rundt efter en edderkop, som havde lavet spind mellem stauderne. Jeg fik en række billeder af Gandalfs hale, idet han susede forbi linsen, og nogle stykker, hvor han havde edderkoppespind i hele hovedet.

– Jens-Ole, du må hjælpe mig, stønnede jeg udmattet, da jeg kom ind. – Du må få ham til at sidde stille, mens jeg tager billederne.

Jens-Ole smilede med et udtryk af hvad-sagde-jeg, men han indvilligede dog.

Næste dag satte vi alle sejl til. Bevæbnet til tænderne styrede vi gennem haven for at finde Gandalf, jeg med kameraet og Jens-Ole med en fjer i en pind; den skulle Gandalf sidde og kigge fascineret op på, mens jeg tog de bedårende billeder.

Vi fandt Gandalf nede i carporten, hvor han smuttede frem under bilen.

Jeg så straks, at der var noget forandret; på brystet og poterne var der lange sorte streger, som ikke plejede at være der. – Det er olie! udbrød jeg, da Jens-Ole tog ham op.

Jens-Ole smilede og nussede Gandalf bag øret. – Han har været inde under bilen og undersøgt mekanikken. Han pønser vel på at blive mekaniker!

Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde. Min yndige killing lignede en tot brugt tvist.

– Vi er nødt til at få det af, så han ikke slikker det i sig, sagde jeg opgivende. Så hentede vi Jens-Ole' gamle skægtrimmer og barberede hårene med olie af. Det blev en tæt barbering, der lavede store huller i den bløde dunede pels. Dér røg den konkurrence.

Gandalf selv tog det let. Han syntes, det var morsomt at blive barberet, og bagefter susede han ud og gravede i kartoffelbedet, ganske ligeglad med sin uheldige frisure. Til gengæld kunne vi et par måneder efter sidde og glæde os over alle de morsomme billeder, vi havde fået taget: Gandalfs snude i ultranær, Gandalf viklet ind i edderkoppespind plus de hundredevis af andre billeder, det var blevet til, takket være det nye digitalkamera. Og Gandalf, der havde fået fin pels igen, kiggede med, for han elskede at følge med i, hvad vi lavede på computeren.

Så lykkedes det!

Verdens mest bedårende hankat, men det stiger ham ikke til hovedet, for han vil ikke bare sidde til pynt.

Trilles fornemmelse for kunst

Hvad ved en kat om kunst? 
Ingenting troede jeg, men jeg fik uventet hjælp til at vinde bankens tegnekonkurrence!

Nede i den lokale bank havde de udskrevet en konkurrence, og jeg havde besluttet at være med. Man skulle tegne et motiv fra lokalområdet, og jeg havde altid holdt meget af at tegne. Men jeg var ude af øvelse, måtte jeg indse. I den sidste uge havde jeg flere gange siddet og stirret på tegnepapiret, men jeg havde ikke fået tegnet så meget som en enkelt streg.

Derfor havde jeg set frem til min ugentlige fridag, hvor jeg kunne få ro til projektet. Da jeg vågnede den morgen, kunne jeg mærke, at jeg var klar til at gå i gang. Jeg ville tegne vores kirke og de smukke, gamle bøgetræer omkring den. I dag skulle intet komme mig i vejen.

Vores kat, Trille, og jeg havde tit en hyggestund for os selv om morgenen, og sådan var det også i dag. Jeg sad i min lænestol med en kop kaffe, og Trille sprang op og slikkede mig på hånden. Hun gnavede også ganske blidt i min tommelfinger. Siden hun var helt lille, havde hun haft trang til at bide i ting, hun holdt af. En bold med en lille fjer var på det sidste blevet både tygget og slikket på i timevis, og når hun gnavede blidt i min finger, var jeg ikke i tvivl om, at det var for at sige, at hun elskede mig.

Men denne gang fik jeg et chok. Der var blod på hendes tænder. – Hvad i alverden? sagde jeg og løftede hende op. Det var ikke kun tænderne, også hendes tunge var mørkerød, og hun var rød omkring munden.

Trille brød sig ikke om at blive studeret på den måde, hun vred sig løs og løb tilbage til sin transportkasse. Kassen, foret med et håndklæde i bunden, havde været hendes yndlingssted, lige siden vi havde stillet den frem i entréen for at vænne hende til den. Nu så det ud, som om hendes første køretur skulle blive til dyrlægen.

Jeg løb ind og vækkede min mand, Jens-Ole. – Den er helt gal med Trille. Hun bløder ud af munden! Jens-Ole fik et dystert, målrettet udtryk i øjnene, da han så Trille. – Vi ringer til dyrlægen, sagde han.
– Jeg kan sætte Trille af hos ham på vej til arbejde. Så må han finde ud af, hvad der er galt!

Og så fulgte nogle hektiske minutter med at få gitteret sat på transportkassen og Trille båret ud i bilen. Hun kiggede undrende ud mellem tremmerne, men så faktisk ud til at tage det ganske roligt. Nogle gange arbejder man bedst under pres. Dyrlægen havde taget over, og der var ikke mere, jeg kunne gøre.

Jeg satte mig derfor foran papiret og tegnede et rids af kirken og træerne. Så lagde jeg ud med noget grønt, græsplænen foran kirken. Ikke videre originalt, men så var jeg da i gang. Mest af alt ønskede jeg at få de flotte efterårsfarver frem i bøgetræerne.

Jeg kiggede i bægeret med de dyre økologiske akvarelblyanter, jeg havde indkøbt for længe siden, for at finde den røde. Det var en særlig smuk og dyb rød... Min hånd svævede over blyanterne, så standsede den. Den røde farveblyant var der ikke! Et øjeblik sad jeg som stivnet. Så greb jeg min mobiltelefon og ringede Jens-Ole op. – Kom tilbage! sagde jeg. – Du har ikke afleveret hende endnu, vel?– Jeg holder foran klinikken. – Nej, nej, Trille fejler ingenting. – Fejler hun ingenting? – Nej, altså... det er helt tåbeligt. Men jeg ved, hvad der er i vejen.

Da Jens-Ole kom tilbage, skyndte jeg mig at åbne transportkassen. Trille susede ud og krøb ind under chatollet, som om hun fandt det klogest at holde sig i skjul, så længe hendes mennesker opførte sig så besynderligt. Jeg stak hånden ind i kassen og løftede håndklædet. Ganske rigtigt. Dérinde, bagerst, lå min mørkerøde farveblyant. Godt gennemgnavet. Det viste sig at give en ganske flot effekt, når jeg brugte den. Farven havde været opløst og var halvt om halvt stivnet igen. Det gav nogle små klumper, noget fnuller, der lignede små, fine efterårsblade.

Trille udforsker vandelementet

Jeg indhyllede træerne i det mørkerøde fnuller, og jeg brugte det til at dække jorden med efterårsløv. Jeg kaldte tegningen "Efterårskirke", og den vandt konkurrencen. Formanden for bankens kunstforening var imponeret over den helt særlige teknik, jeg havde brugt, og jeg måtte sige, at det ikke var mig, der havde fundet på den. Det var én, der hed Trille. – Tag hende med en dag, sagde han. Og det lovede jeg. Så Trilles næste køretur bliver nok en tur i banken.

Hvad er Bachs blomstermedicin?

Dr. Edward Bach var en læge, som i 1930'erne udviklede et system af forskellige plante- og blomsterudtræk, 38 remedier i alt. Hans teori var, at følelser står bag fysiske ubalancer, og hans remedier blev udviklet for at afbalancere følelsesmæssige ubalancer. Hvis følelserne bliver afbalanceret, bliver kroppen også helbredt. Dr. Bach var overbevist om, at sundhed var vores naturlige tilstand, og blomstermedicinen skulle være med til at genoprette denne sundhed. 
Bach blomstermedicin har længe været udbredt blandt mennesker - især er hans Nødhjælpsremedie kendt, en blanding som bruges ved alle former for chok og traumer. Jeg har selv haft rigtig gode erfaringer med at bruge Bachs blomstermedicin til klienter, og derfor var det også nærliggende for mig at prøve, om de ikke kunne hjælpe kattene. 
Der er efterhånden en del, som bruger Bachs blomstermedicin til dyr, men det mest almindelige er at bruge dem mod adfærdsproblemer, hvorimod det ikke er så almindeligt at bruge dem mod problemer som lopper og tæger osv. 

Jeg har efterhånden erfaring med begge dele, og det er helt klart, at Bachs blomstermedicin virker rigtig godt for katte - både mod adfærdsproblemer og som forebyggelse. Det er nærmest, som om at katte er mere modtagelige, mere sensitive overfor den blide, afbalancerende påvirkning, som blomstermedicinen er. 

Siden vi begyndte at give vores katte forebyggende dråber, har kattene ikke haft orm eller lopper, og Sophia og Gandalf - som var den største "tæge-magnet" - har næsten ingen tæger haft. Gandalf gik fra flere nye tæger om dagen til, at det er flere måneder siden, at han har haft en. Samtidig er jeg glad for at vide, at blomstermedicinen er fuldstændig ufarlig for dem, og jeg kan blive ved med at give den til dem, uden at de udvikler allergi eller resistens.

Lopper er en pestilens!

Vores katte har haft lopper 1 gang. I modsætning til tægerne var det umuligt at afgøre, om det var een kat eller dem alle sammen, der havde lopper, men pludselig var de alle vegne. De bed også os, de var i stolene og sofaen, og det var bare ikke sjovt. 

Jeg kom på, at man nok kunne bruge Citridal-olie mod lopperne og begyndte at give  alle kattene et par dråber Citridal-olie i nakken hver dag. Efter et par dage forsvandt lopperne. Vi støvsugede møblerne, vaskede løse tæpper osv. - og siden har vi ikke været plaget af lopper. Jeg fortsatte nogle uger med at dryppe hver kat ca. hver anden dag for at undgå, at lopperne vendte tilbage, men så fandt jeg ud af, at man også kunne forebygge lopper med Bachs Blomstermedicin. Og siden har der faktisk ikke været nogen lopper på nogen af kattene. 

Hvis ens kat har haft lopper i længere tid, skal man nok regne med, at det også tager længere tid, før de er helt væk. Men man vil hurtigt kunne se en bedring i, hvor meget de klør sig og evt. bare pletter i pelsen. 

Du kan selv lave en blanding- se opskrift på Citridal-olie 

Vi får kat!

Adopterede vi den – eller adopterede den os?

Det hele startede i marts. Før det havde der været nogle forskellige katte, der kom forbi. Der var en sort, som fangede en mus foran køkkenvinduet for et års tid siden. Der var en sort-hvid, som ellers holder til hos naboen, som ofte lå og solede sig på vores grund. Men pludselig var der en ny kat, som nogle gange sad foran vores hoveddør men fløj afsted, når vi nærmede os døren. En lille grå kat. 

Kort før påske talte vi så med genboen, som fortalte, at det var en tilløben kat, som havde været hos dem siden sidste år. De havde fodret den, men den havde også holdt deres matrikel fri for mus, det var en rigtig dygtig musefanger. Men vi måtte meget gerne overtage den, for de var ved at sælge huset. I påsken – det var omkring den 24. april – mødte jeg så katten foran hoveddøren. For en gangs skyld løb den ikke sin vej, men snusede til min hånd, mens jeg fortalte den, at vi var ved at arrangere, at den skulle flytte over til os. Vi ville købe noget mad til den og lave et hyggeligt lille sted, hvor den kunne være, om det ville være ok? Den svarede ikke, men den løb heller ikke sin vej, så det tegnede jo godt.

Den 27. april, da vi skulle afsted til græsk, sad katten nede i indkørslen. Vi sagde til den, at den skulle gå væk, fordi vi skulle ud og køre og  ville nødig køre den over. Så gik den – hen ad havestien op mod hoveddøren.

Nogle dage efter købte vi så noget mad og satte mad og vand ned i redskabsrummet. Der gik nogle dage, hvor jeg kiggede til det, men der var ikke rørt noget. Så tog vi til København den 1. maj og kom hjem den 2. og da vi kiggede i redskabsrummet den 3., var maden væk. Men – vi vidste jo ikke, hvilken kat der havde spist det! Var det den grå eller naboens sort-hvide? Pludselig kom katten løbende, den grå, og den virkede som om, den havde adopteret os. Den smed sig ned og ville kæles for, og da jeg hældte mad op i skålen, guffede den i sig. Den viste os også, hvor den gik ind og ud af redskabsrummet, så vi var ret sikre på, at det var den, der havde spist maden.

Den store musejæger holder vagt

Efter den dag kommer den hver dag. Ofte så snart den hører, vi kommer ud af døren, så står den der, vupti og vil kæles for. Den snor sig om benene på os, lægger sig ned der, hvor vi arbejder, og det er ikke altid lige nemt at arbejde i haven med en kat om benene!

Vi prøvede først at kalde den Gandalf, fordi den er grå – men det virkede ikke rigtig, som om den brød sig om det. Nu prøver vi med Sophia – fordi det betyder klogskab og det er en overmåde klog kat! I øvrigt tror jeg, det er en hunkat, men det er vist kun tiden, der kan vise, om det er rigtigt.

Vi talte med genboen idag om, hvor gammel hun mon var. Han mente omkring et år. Det var også, hvad jeg selv havde gættet på – en ung kat. Hun er meget nysgerrig – og har ikke helt styr på kløerne endnu!

Vi har besluttet, at Sophia skal være udekat, for jeg er endnu ikke helt sikker på, at jeg nu kan tåle katte. 
Vi bor i et svensk træhus, og det har den besynderlighed, at vinduerne åbner indad og dørene udad. Det er der både fordele og ulemper ved – vi har tit talt om det uhøflige i, at hvis folk står udenfor og ringer på, så risikerer man at smække døren lige op i hovedet på dem ...
Men i forhold til Sophia har det sine fordele – hun står ofte lige udenfor døren og vil vældig gerne IND!!! Men når man så åbner døren udad, så bliver hun nødt til at bakke baglæns, og inden hun har set sig om, så er man ude og har lukket døren bag sig. "HOVSA" står der så i hendes øjne - "hvad skete der lige her?" 
Endnu kommer det lidt bag på hende hver gang, så vi har et lille forspring! 

Vi får killinger?

Naboen bekræftede, hvad jeg troede: nemlig at Sophia er en hunkat – og hun er med killinger! Jeg satte kasser frem med  håndklæder i, så hun kunne vælge mellem flere forskellige gode fødesteder.

Sophia har afprøvet en af kasserne

 Men det var åbenbart ikke noget for hende. I stedet forsvandt hun – hun var væk i over et døgn.

Vi kaldte og kaldte, men ingen Sophia - det havde vi endnu ikke oplevet i al den tid, (godt 14 dage...) vi har kendt hende.

Men pludselig var hun der igen - nu uden mave!!! Ellers var hun helt sig selv, spindende og kælesyg og rigtig glad for at se os! Men hvor var killingerne? Var der overhovedet kommet killinger ud af det, var de døde eller hvad?

Så det helt store spørgsmål de næste uger blev: hvor er killingerne?

Vi spurgte alle naboer, bad alle om at se efter i udhuse og garager, men ingen havde set eller hørt killingerne. Vi har også selv været ude og lede, bl.a. i vildnisset på en ubeboet grund, hvor der står et faldefærdigt skur. Der var tidsler, brændenælder og brombærkrat, men ingen killinger!

Vi bliver ved med at håbe, at hun kommer med killingerne en dag, men indtil videre er det kun hende selv der kommer.

Hun vil gerne være sammen med os, når vi arbejder i haven. Så følger hun ivrigt med i alt, hvad vi gør: luger, hypper kartofler, river græsaffald sammen ... og indimellem falder hun så lige ned foran ens fødder og skal kæles for! Det er rigtig hyggeligt, men til sidst begyndte jeg at sige: sig mig, Sophia, du er da vel ikke en ravnemor? Kan dine killinger virkelig klare sig så lang tid uden dig? 

Jeg går ud fra, at de nu sover i mange timer ad gangen... men hvor er de???

Killinger på carporten - endelig fandt vi dem!

Af Jens-Ole 
Efter tre uger fandt vi killingerne - de var lige ved siden af os. Sophia havde gemt dem oppe på taget af naboens carport, og træerne dækkede for udsynet. Først, da jeg fik en indskydelse og kravlede op i et træ, fik jeg for første gang øje på dem. "Der er de!" råbte jeg.

Vi er opdaget!

Og så blev himmel og jord sat i bevægelse. Naboen var ikke hjemme, så vi kunne ikke bare kravle hen over taget, for det var bølgepap og ville sikkert bryde sammen. Vi fik fat i en stige, og Anette stillede sig op på den, så hun kunne se hen over taget. Der lå killingerne og gemte sig inde under en tagrende på huset. Et ideelt sted, havde Sophia valgt til dem, for her kunne de være i tørvejr, når det regnede. Men ikke særlig ideelt i længden, for snart ville de blive så store, at de kunne kravle rundt over det hele - og falde ned. Og så ville det være slut med den killing, når den ramte fliserne. Så der måtte gøres noget med det samme, følte vi. Og når vi ikke kunne komme til killingerne, måtte de jo komme til os. Så Anette stod på toppen af stigen og forsøgte at lokke dem hen over taget, hen imod sig. Og selv om de aldrig havde set hende før - eller vel næppe havde set noget menneske i det hele taget - så prøvede de at begive sig ud på den lange rejse hen over taget for at komme hen til hende.

Alle tre killinger går tæt sammen og prøver at hente styrke
til at komme hen over  taget, hen til deres mor og Anette.

Ind imellem fik hun assistance fra Sophia, der stillede sig ved siden af hende som for at fortælle sine killinger, at Anette var ok - de skulle bare komme. Et enestående træk, når man tænker på, at hun indtil da havde gjort alt for at skjule killingerne. Men nu skulle der ske noget! En efter en vovede de sig op og ned gennem det bølgende landskab, bevokset med mos og sten. Først drog Gandalf afsted, men han opgav hurtigt og vendte tilbage til tagrenden. Så kom Ronja, og hun fortsatte vaklende, men ufortrødent, hele vejen over til Anette og var den første, der blev rakt ned til os andre. En lille, sort pelsklump med blå øjne. Så kom Trille - og til sidst nåede også Gandalf frem! Hvad fik dem til at gøre det, når de aldrig havde set mennesker før? Det har undret os lige siden. Men Anette har nu altid haft en forunderlig tiltrækningskraft :-)

Gandalf hviler roligt i menneske-hænder

Katte er forskellige

Da vi fik vores første kat, Sophia, syntes jeg, at jeg ikke vidste nok om katte. Selvom vi havde haft katte, da jeg var barn, var jeg netop barn og ikke ansvarlig for dem. Så jeg gjorde, hvad jeg altid gør, når jeg skal sætte mig ind i et nyt emne: jeg går på biblioteket og låner en stak bøger om det. Det gjorde jeg så også med katte, men jeg syntes bare ikke, jeg blev meget klogere. Jeg syntes nemlig ikke, at det, der stod, passede på vores kat. Og da killingerne kom til, passede noget af det på en af dem, mens noget andet passede på en anden. Det gik op for mig, at de, der havde skrevet bøgerne, ofte havde skrevet ud fra 1 kat (eller en teori om katte) og derfra generaliserede til alle katte: Katte er sådan! Men katte er forskellige – det er det første, man opdager, når man har mere end en kat. Vi fik en kat og derefter tre killinger – og de er alle sammen meget forskellige!

Derfor giver det for mig ingen mening at sige, at katte er sådan og sådan – med mindre man holder sig til det helt basale: Katten er et lille dyr med fire poter, en lang hale og en blød pels – og så spinder den, når man kæler for den.

I en af bøgerne stod der noget i retning af: ”Katte er vanedyr. En god dag i en kats liv er en dag, hvor der ikke sker noget uforudset.” Det passer faktisk slet ikke på vores katte overhovedet. De ændrer selv alting hele tiden. De har et yndlingssovested et par dage – og så er det et nyt sted, der er yndlings. De vil ud om morgenen den ene dag, om aftenen den anden dag. Den ene er ude i to døgn i træk og kommer så ind og sover et døgn, den anden er ude to timer og kommer så ind og sover to timer – for næste dag at være ude hele natten. Der er ingen vaner, ingen rutiner, hver dag er en ny situation!

Katte kan tilpasse sig menneskers vaner – til en vis grad i hvert fald – men det er ikke det samme som, at de er vanedyr.

Så det bedste råd, jeg mener, man kan give katteejere, må være: Find ud af, hvordan din kat er – i dag! Jo mere du kan give din kat lov til at være den, den er, jo gladere en kat vil du have!

For at tage nogle eksempler:

Mad:

Trille elsker fisk og er ikke særlig meget for kød – især ikke stegt eller kogt. Hun elsker kogte og stegte kartofler og gulerødder, spaghetti, ost, nybagt brød, kalkun og tun.

Ronja er Kødspiser med stort K. Hun elsker råt oksekød – ja stort set alle slags kød i enhver form.

Gandalf elsker mad! Ikke tørfoder og slankekost, men ellers alle slags, gerne boller og helst med meget sovs på (typisk mand?)

Sophia elsker fløde og creme fraiche, tun og rå lever - hvilket hun er den eneste af dem, der vil spise!

Men indimellem ændrer det sig også: de gider ikke spise det samme hver dag - variation skal der til!

Inde/ude:

Gandalf og Trille er meget ude – både sommer og vinter. De – og især Gandalf - forstår det der med, at katte sover meget som noget fordelt over laaaang tid: Man er ude et par døgn, og så sover man lige et døgns tid, når man kommer hjem igen – men så er det også ud og i gang igen!

Ronja er meget inde – hun er lige ude et par timer, så ind og slumre lidt i sofaen, så ud et par timer igen – og så en god nats søvn i sofaen!

Sophia har mest været ude – men i løbet af denne vinter har hun også taget sofaen godt til sig!

I det hele taget kan det også svinge med årstiderne – og vejret! Ronja er ikke vild med regn og sne – Trille kan ikke lide regn, Gandalf er ligeglad!

Se mere for forskellene mellem vores katte i psyke og helbred under Vores katte, Lopper, Tæger/Flåter, og Bachs Blomstermedicin

Fra vildkat til huskat

Vi ved ikke ret meget om hendes baggrund – vi ved ikke, under hvilke omstændigheder, hun blev født og levede de første måneder. Vi overtog hende fra genboen, hvor hun havde holdt til et lille års tid. Det meste af tiden havde han ikke selv været der, men bare sat lidt tørfoder til hende indimellem. Netop det år var vinteren rigtig hård med masser af sne og ned til minus 20 grader, og hvordan Sophia klarede sig igennem den vinter på lidt tørfoder og hvad hun ellers kunne finde, det fatter vi faktisk ikke. Hun er i hvert fald hårdfør, når det skal være. 

Vi tror, hun må have haft en positiv kontakt med mennesker i starten af sit liv, men hun har ikke haft rigtig kontakt med mennesker i den tid, hun var hos genboen. 

Alligevel var hun meget kælen, da hun kom over til os. Allerede den første dag, da vi havde adopteret hende, smed hun sig ned på ryggen og lod os kæle hende på maven, og hun spandt og spandt.

I starten var det jo sådan, at hun skulle være udekat, men hun kom altid susende, så snart vi kom ud af døren og ville kæles, og hun lå tit ude på verandaen på gulvet og ventede på, at vi skulle komme ud. Vi syntes, det var synd, hun skulle ligge på gulvet, så vi lagde en hynde til hende, dér hvor hun plejede at ligge. Men en hynde kunne hun slet ikke forholde sig til – så hun lagde sig ved siden af den i stedet!

Og så kom killingerne. Hun har kun været omkring et år gammel, da hun fik dem, men hun var en god mor. Hun satte ligesom sig selv helt til side og var kun 100% MOR. I starten havde vi killingerne nede i redskabsrummet, og vi ville gerne lære dem at bruge en bakke, så de kunne være inde i huset, hvis det skulle være. Og selvom vi havde stor tvivl om det – hvordan skulle vi som mennesker kunne lære dem at bruge bakken, når deres mor ikke kunne? – så gik det faktisk fint. Killingerne fandt hurtigt ud af at bruge bakken – og så lærte Sophia det også! Det havde for hende den fordel, at hun ikke skulle ud af redskabsrummet for at besørge – det betød at hun ikke skulle forlade killingerne, og at hun kunne være i tørvejr, når det regnede. Man skulle næsten tro, at det at bruge en bakke er det mest naturlige for en kat – selv når de aldrig har set en før! Så al vores tvivl blev gjort til skamme – det var slet ikke noget problem!

Da vi så flyttede Sophia og killingerne ind i huset, kom der nye udfordringer for Sophia. Hun havde ikke boet inde, mens hun var ovre hos genboen, og her havde vi indtil da også forsøgt at holde hende ude, selvom hun selvfølgelig prøvede indimellem at smutte med ind. Men så susede hun bare lidt rundt og så ud igen, hun gik aldrig ovenpå eller lagde sig noget sted indenfor.

Så Sophia havde som sagt aldrig været ovenpå, hun har muligvis aldrig set en trappe før – men da en af killingerne begyndte at møve sig op af trappen ... så strøg Sophia i forvejen. Hun skulle tjekke, at der ikke var noget farligt deroppe – men i stedet fandt hun et stort rum med bløde sofaer og lænestole, og efterhånden begyndte hun at sætte pris på dem!

Sophia har lært at sætte pris på en god lænestol!

I dag er hun meget inde om vinteren, ikke så meget inde om sommeren. Hun ligger ofte og sover i en lænestol eller bliver kælet for i sofaen – og hun er helt tryg ved alle lyde i huset som støvsugning og hvad der ellers er.

Hvordan har hun kunnet rumme eller lære at håndtere alle de forskellige situationer i sit liv? Fra forsømt udekat uden meget menneskekontakt til en kat, der nyder kontakt med mennesker, tager madskålen og en lur på sofaen som en selvfølge – og som kommer, når man kalder hendes navn?

Det er en kilde til evig forundring!